Der so en Mand paa Vinkel Vratt’,
de kaldt ham Vrød-i-Vront’,
han to’ te Kwind’ en Hjaj’ fræ Bjatt’,
og det war Mari Stont’.
„Vrød-i-Vront’ og Mari Stont’”
bløw’ te Sej’ æ Herred rundt;
de war gja’en glaad ved ledt,
og møj det fæk de ett.
Aa wank’ afstej jost for det samm’
war snaar dje jennest’ Lyst,
og nær den bette Lærki kam,
de høt hind’ aaltid føst;
grev de da hinaân og sprang
Stonthuesdans te Lærkisang,
lejt og spøjt med Tor’ i Yw’
som Lamm po gammel Hyw’.
Og hun plot Krusbær i æ Hied’
og Trønbær i æ Mues’,
og han to’ Ol saa tykk’ og fied’
og band’em i hans Hues’.
Vrød-i-Vront’ og Mari Stont’
de haaj mir end jawen tront,
de skuld’ bind’ wor Muer en Lim’
og hwer en Krikk’ en Grim’.
Og han kund’ hegs’ dæ Kai i Kow
og vis’ med Woll’ for Wand,
og hun ku’ spow, hwor Mett’ sku’ bow,
og hwem hun fæk te Mand.
Han en Dram og hun en Skro,
strags laa’ de en Skorsten po;
Mænd og Skorstjenn strø’ de mej
po gywtglaad’ Piggers Vej.
Og han kund’ si det særest’ nøj,
som anner ett vidst’ aa,
som Worr’ for Død’ og Bjær’mandstøj
mell’ Minnestid’ og Daa.
— — Æ’ Ell’pig’ fræ Flæskidam’ —
mott’ æ Dæwl hind’ annamm’!
hun haaj rejen po hans Nakk’
fræ Bæs te Kistelbakk’!
Hwor der bløw spelt og raaft: Godtôr!
der war di i dje’ Es,
og kam de stumlend te en Gord,
saa bløw der sgi Kommes!
Saa begynd’ æ Knæjt’ aa vals’,
saa begynd’ æ Hund’ aa hals’,
Vrød-i-Vront’ og Mari Stont’
haaj Gled’, saa det ku’ bundt’.
Men no er Swot jo Lywkulør,
Maløwt er no di’ Dram.
Aa ta’ Pati for godt Humør
det regnes no for Skam.
Vrød-i-Vront’ og Mari Stont’
med dje Klud’ og med dje Klont’
Gud ha Lov, de wal er død’!
Hwor skuld’ de fo dje Fød’?