Hvor Ørnene drømmer bag rimtynget Gren,
der sidder en Gamling som hugget i Sten;
hans Manke den bruser som Elveskum,
og Fjældkilder klunker der rundenom.
Mens Sagaens Stortid i Mørke er endt,
og Oslo er sunken, og Hlade er brændt,
og Høvdingenavnet en Frase snart,
hin Aulestads-Høvding har Tiden spar’t.
Der jog som en blaanende Elv i hans Blod,
som Laxens i Fossen saa strid var hans Mod;
han vilde se Norge og Norden stærk,
i Nordfolket skue sin Ildsjæls Værk.
Han byttede Hjærte med Ungdommens Hær;
i haardhændet Kamp fik vi Høvdingen kjær;
han flytted ej Grænser med Støbestaal,
men vakte vor Længsel og gav den Maal.
Først sad han med Grundtvig i Kærren hos Thor,
og Graaulven tuded, mens Bukkene fòr;
saa drog han med Darwin paa Højfjældsfærd,
saâ Verdener stige af Solbrandsskjær.
Og Sangene randt fra hans undrende Streng
saa friske som Blomster af nyslaaet Eng;
de kommer imod os fra Eng og Ø
med Ungpige-Latter og Duft af Hø.
Og Bøgerne fulgte i Sangenes Spor;
hans Værker langs Kysten som Langskibe fòr,
og lagde den Gamle saa brat til Land,
stod Pressen og Kirken og Alt i Brand.
Han knalded med Pisken fra Solgudens Vogn,
Hans Hærpile hasted fra Sogn og til Sogn:
men sank over Sindet et Pust af Fred,
da sang han for Norge, saa vi sang med.
— Højt løfter vel Dovre sin snehvide Krop;
i højere Glans naar dog Ætlingen op;
de tvende vil favne den norske Jord,
mens Skibe og Skægter gaar rundt om Fjord.