Den Revolutionære Student
(1899.)
(1899.)
Om Kvisten der blæser en strygende Vind,
den larmer med Vinduets Krog,
paaskraa kigger Spurv gjennem Ruderne ind
til én ved en opslaaet Bog.
Han er af os alle en gammel Bekjendt,
vi agter hans Vid og hans Mod;
han er kun for Herren det ene: Student,
dog tro mig, hans Titel er god!
Hvor skabtes der vel i Nationernes Skjød
en Strømning i Krig eller Fred,
en Fordring, en Fylking til Liv eller Død,
hvor ikke Studenten var med?
Den højeste Tanke, den skjønneste Sang,
Ideernes myndige Magt,
den gik gjennem Verden sin gysende Gang
saa tit i Studenternes Dragt.
Ej altid han sad med sit nærsynte Blik
nej, ofte bag hullede Faner han gik
og tog mod de blodigste Tørn.
Aarhundredets, Fyrrernes stolte Idé
den glemte han ej for Latin,
men planted dens Fakler ved Donau og Spree
og langs med den bugtede Rhin.
Hvem tændte paa Ruslands sortsmuldede Grund
hint Dagningens sitrende Skjær
der vakte Evropa og skræmte en Stund
Fordummelsens pansrede Hær?
Hvem talte om Ret under Tængernes Kneb
og lagde Petarderne an
trods Bødlen og Knutten og Galgernes Reb?
Studenten, den nærsynte Mand!
End flakker uroligt i Kejserens Drøm
hint Brandskjær, Studenten har vakt;
end hviskes med Skjælven ved Neva’ens Strøm
et Ord om Studenternes Magt.
De lagde i Verdenshistoriens Skaal
helt ofte saa blodig en Vægt;
har Døgnet og Dagen end ændret vort Maal,
vi er dog med hine i Slægt.
Som dem har vi raset mod Bindsler og Baand
og svoret paa Drømmenes Værd;
som dem har vi knælet for Frihedens Aand
og skaaret vor Haand i dens Sværd;
som dem har vi raabt imod Land efter Lods
og stødt i Basuner og Lur;
som dem har vi hugget vor Vinge tilblods
mod Dumhedens taarnhøje Mur.
Her staar vi og venter et varslende Tegn,
et Lyn fra den ladede Sky,
en bragende Torden, en rensende Regn,
der gi’r os til Livet paany.
Thi Hjærnen maa dummes, og Tanken maa dø,
og gispe den hellige Trods,
hvor Dødtorsken driver paa boblende Sø,
og Luften er tyk som hos os.
Men er vi Studenter med „Spørgs" eller „Kryds",
med Visdommens Fugl i vort Segl,
saa slider vi ikke Salonernes Plyds
og ikke Kaféernes Drejl.
Saa deler med disse vi Arbejdets Kaar,
der sysler med Hammer og Plov:
Af Folket vi kommer, til Folket vi gaar,
dets Lykke skal være vor Lov.
Men Plads maa der til, hvor det Nye skal bo,
og Loftet maa løfte sig højt;
Balustret maa slynge sig, Spiret sig sno
helt op gjennem Vindenes Fløjt.
Man sidder ej glad under raadnende Tag;
fra Nyt maa vi hamre vort Hus.
At dristigt i Solen det skinner en Dag,
for det vil vi løfte vort Krus!