Jeg gik til Vindvet og stirred ud,
men Skyerne drev med Regn og Slud.
»Saa bli’r hun hjemme, det er et Tegn;
hun hader Regn«.
Jeg gik bag Laden og saa mod Vest,
men Stormen sadled den høje Hest.
»Saa er hun ejheller idag min Gjæst,
hun frygter Blæst«.
Jeg gik og glædtes den Dag saa lang,
for Solen skinned, og Lærken sang.
»Idag hun kommer, min Sjæls Idol,
hun elsker Sol!«
Hun kom mod Aften saa glad i Sind,
med Sundhedsrødme paa Mund og Kind;
med Latter ind i min Favn hun sprang.
»Faldt Tiden lang!«
Vi sad ved Gavlen, mens Dagen svandt;
af vilde Blomster en Krans hun bandt;
hun smiled op fra en blaa Viol:
»Fik du nu Sol!«