Vil I se paa Karle, som kan slaa?
som kan gaa et Skaar og ta’ en Skraa,
som kan mer end muge,
som kan Knagen knuge —
kom da hid, hvor Frøen springer om din nøgne Taa!
Her er Arbejdslyst,
her er Mod i Bryst!
Her er Leers kaade Klingen under Himlens Blaa!
Forrest Thames med den brede Ryg
skrider sindigt i en Sværm af Myg.
Sjældent Thames jager
men sit Skaar han rager
rent i Kanten, bredt, minsandten! som en Ager Byg!
Aldrig ser han om.
„Vil I med, saa kom!”
For hvert vældigt Høléhug hans Knæer gi’r et Syk.
Efter ham de andre stile smukt
som en Vildgjæsflok i Kileflugt.
Ingen staar tilbage,
hver sit Hug maa mage
under Arbejdsrytmens fælles strenge Tugt.
Græsset Skridt for Skridt
føler Leens Snit,
aander ud sin grønne Sjæl i Engens Honninglugt.
Det er føre Karle der gaar hér,
brunet, branket i al Himlens Vejr.
Her er Røde Anders
som kom hjem fra Randers,
hvor som strunk Dragon han nys sled Kongens Klæ’r.
Paa hans stramme Læg
og hans sno’ede Skjæg
ses, at han før Fredens Le svang Krigens vilde Sværd.
Hvem er det som skummer Græssets Dug
med et Skjæg som paa en Gedebuk?
Det er Jesper Røgild,
barnefødt i Høgild;
Hele Hedens tunge Alvor er i Jespers Hug.
Standses nok saa kort
vender han sig bort,
ta’r sig af sin Lommelærke himmelvendt et Kluk.
Her gaar Fjandbomand ved Sallingbo,
skjønt de mages slet som Hors til Ko.
Her gaar Esper Laanum
ved Frans Over-Traanum,
hvasse Leer som hvasse Kjæfter har de begge to.
Dér er Kril i Krop;
koger Galden op —
mægtig som en Pommerbjælke falder Nævens Kno.
Der gaar én, mens han gi’r Engen Smør,
fimper bagudvendt hans Piberør;
justement Kræn Lausen,
dæn’mæ „en af Slavsen”!
Han trak mest med Markedsheste ogsaa Bjørne før.
Bagerst Bitte Drejs,
Egnens mindste Splejs,
fimrer som en Lammehale for en Faar’stidør.
Og de føler salten Sved paa Kind
og de spænder Remmen mere ind,
og de letter Huen
over Tindingbuen
og la’r Strygens Klokketoner muntre Sjæl og Sind.
Naar det Strygekor
tystner langt i Nord
høres Humlens dybe Brumlen i den varme Vind.