Du kjære brune Hede,
du er min Barndoms Eventyr,
der havde Hjejlen Rede,
der sprang saa muntre Dyr,
der hørtes Hyrdens Aftensang
til milefjerne Klokkers Klang,
mens Hederugens Vipper
saa tungt mod Høsten hang.
Du kjære brune Hede
med Lokeleg og Gyvelguld,
med Pors og Revlingbede
og tusind Lærkers Kuld,
med Ulvefod, som Knøsen slaar
i gyldne Slyng om Pigens Haar,
naar de ved Hedebækken
i Fællig vasker Faar.
Du kjære brune Hede,
som bar min Barndoms Lykkeslot,
hvorhen min Fod vil lede
mig, naar mit Haar er graat,
omstridte Plet af Danmarks Land —
til dig kom hjem fra Verdens Rand
og standsed’ mindebøjet
saa mangen mødig Mand.
Ja, kjære brune Hede,
som revses haardt af Mand og Blæst,
jeg kommer for at frede
en fattig Minderest.
Du gjør mit Land saa sært og rigt,
du aander paa dets Kunst og Digt.
At værne om din Skjønhed
maa være Danskens Pligt.