Jeppe Aakjær (1866–1930)

Æ Spøgels’

(1905.)

A kam op ad Resendaal
øwer æ Brow ved Mølgord;
der a mødt’ en Treals-Kaal
— det vat den død’ Jens Kjølgord.
      „Haah!
      Haah!
A faar aalle Naad’!
A haar kwol mi’ Nobomand,
og a haar brænd’ mi’ Laad’!"

A kam te aa bevverist’,
som jen der blywer kold-slavn;
"Bitte Kos og Jøsses Krist!"
— A sto’ som a war trold-tavn.
      „Haah!
      Haah!
A faar aalle Naad’ —"

Mi Kuen haaj faat en Baaen mir,
derfor haaj a hat møj Rend;
æ Daw’ war’ kort’, æ Suel war nier’,
æ Maan’ haaj faat si’ Nøj tænd.
      „Haah!
      Haah! —"

A war bleg, men Jens war swot.
"Aa Gud! du mo ett haad’ mæ!
for war a ogsaa slem te’e Kwot,
saa mo du no bewaar’ mæ!"
      „Haah!
      Haah! —"

Saa laa’ a Damp — da som en Røj
hen øwer Blød’ og Knoldkjar’;
mi’ Hueser de løf fuld af Døj,
endda de far war aaltar’.
      „Haah!
      Haah! —"

A vild’ jo rend’ æ Spøgels’ træt;
det bløw for haa’dt te mi’ Sid’:
Da a haaj rend den hal’e Næt,
vi war indno ali’sid’.
      „Haah!
      Haah! —"

Og ski’ æ, te a fæk nø’ Len
— og Len det fæk a somm’sind’ —
saa li’saa snaar, a sak ijen,
det brøll’ imued mi Tromm’hind’:
      „Haah!
      Haah!
A faar aalle Naad’!
A haar kwol’ mi’ Nobomand,
og a haar brænd’ mi’ Laad!"

Det to’ mi’ Lu’ o Kistelbakk’
— det war ett te aa hold’ ve’ed —
mi’ Hor det løwt sæ i mi’ Nakk’,
mi’ Skjot war wot af Koldswed.
      „Haah!
      Haah! —"

Ja der war hejsen Faar’ paa Fæ’d,
— det war ett nøj a tint jenn’ —
a rend’, saa for mi Træhskobed’,
der stented Kamp- og Flintstjen’.
      „Haah!
      Haah! —"

Søen kam a ind til Resengord’;
men aalste’ war æ Pwot lot;
æ Hund’ de glammed lisse sor’;
baag hwer en Rud war swot, slot.
      „Haah!
      Haah! —"

Men lig’ hwor no han bowr Jens Gaad’
— I ved: mi Ku’ens Hal’bror —
der faarer a søndenom æ Laad’
og vejstenom æ Kalgord.
      „Haah!
      Haah! —"

Æ Spøgels’ han war hejs ett sien,
han flywer om æ Laad’swing,
saa Bankerot og Taag’ og Stien
det danst som anne glaad’ Ting.
      „Haah!
      Haah! —"

Æ Nøj war gaven for en Blaan’;
da gaalt’ æ Kokk’ i Mølgord —,
a vend mæ, som a lig’ sku’ daan’
da sak den laang’ Jens Kjølgord:
      „Haah!
      Haah!
A faar aalle Naad’!
A haar kwol mi’ Nobomand,
og a haar brænd’ mi’ Laad!"