En Fabel
(1901.)
(1901.)
Der var engang en Grand danois,
som havde levet længe;
i fordums Tid da rev dens Tand
de Mopser mangen Flænge.
Men er et Bæst end nok saa bidsk,
engang dog Galden stopper;
nu sad den tandløs i sit Hus
og nagedes af Lopper.
Da samledes de Mopser graa
i Flok fra alle Sider
og sagde: „Lad os hædre ham,
der ikke mere bider!"
Se, saadan taler Mopser kun
og andre dumme Hunde;
de Taaber husked ikke paa,
han bed den Tid, han kunde.
Saa trak de smaa i Kjoler graa
og pyntede sig Bagen,
og havde én et Ordensbaand,
han bandt det under Hagen.
Saa gik de til vor Grand danois
og satte sig paa Gumpen,
og bjæffed: Ak! og tuded: Tak!
og logrede med Stumpen.
Den gamle keg af Huset frem;
han var i Hu saa gnaven,
for Loppen bed, og Gigten sled,
og Ald’ren rev i Maven.
Men da han saa den Mopseflok,
han mimre-lo, lo atter:
„Ja, var jeg ikke Grand danois,
saa brast jeg nu i Latter!
Thi er det ej de Mopser graa,
jeg var til idel Plage,
hvis Ris jeg blev, hvis Skind jeg rev
i mine Velmagtsdage?"
Dog, naar man er en Grand danois,
saa passer man paa Munden;
og ogsaa vores havde snart
den rette Anstand funden.
Han rømmed sig og sagde: „Tak!
gaa ind og smag paa Mosten;
et Baand til jeres Halestump
jeg skikke skal med Posten!"
— Saâ endte den Deputation
til hele Landets Skogren;
hvor andre har Rebellion,
der har de Mopser — Logren.