En Fabel(1901.)Der var engang en Grand danois,som havde levet længe;i fordums Tid da rev dens Tandde Mopser mangen Flænge.Men er et Bæst end nok saa bidsk,engang dog Galden stopper;nu sad den tandløs i sit Husog nagedes af Lopper.Da samledes de Mopser graai Flok fra alle Siderog sagde: „Lad os hædre ham,der ikke mere bider!"Se, saadan taler Mopser kunog andre dumme Hunde;de Taaber husked ikke paa,han bed den Tid, han kunde.Saa trak de smaa i Kjoler graaog pyntede sig Bagen,og havde én et Ordensbaand,han bandt det under Hagen.Saa gik de til vor Grand danoisog satte sig paa Gumpen,og bjæffed: Ak! og tuded: Tak!og logrede med Stumpen.Den gamle keg af Huset frem;han var i Hu saa gnaven,for Loppen bed, og Gigten sled,og Ald’ren rev i Maven.Men da han saa den Mopseflok,han mimre-lo, lo atter:„Ja, var jeg ikke Grand danois,saa brast jeg nu i Latter!Thi er det ej de Mopser graa,jeg var til idel Plage,hvis Ris jeg blev, hvis Skind jeg revi mine Velmagtsdage?"Dog, naar man er en Grand danois,saa passer man paa Munden;og ogsaa vores havde snartden rette Anstand funden.Han rømmed sig og sagde: „Tak!gaa ind og smag paa Mosten;et Baand til jeres Halestumpjeg skikke skal med Posten!"— Saâ endte den Deputationtil hele Landets Skogren;hvor andre har Rebellion,der har de Mopser — Logren.