Jylland
(1905.)
(1905.)
Der dukker af Disen min Fædrenejord
med Aaser og Agre og Eng;
med Ryggen mod Syd og med Taaen mod Nord,
den redte bag Sander sin Seng;
dog ej for at sove Retfærdiges Søvn,
thi sjælden er Landet i Ro,
men Stormene gaar,
og Brændingen slaar
paa Kysten med djærveste Kno.
Der ruller de Bække saa tungt gjennem Dal,
langmodigt ta’r Aaen imod
og skrider tilhavs i en bugtet Spiral,
forinden den drev det til Flod.
Men hvor den kan glitre en Sensommerkvæld,
naar Laxen gaar op mod dens Strøm,
naar Siv og naar Flæg,
faar Dugstænk i Skæg,
og Dagen gaar bort som en Drøm.
De bredeste Enge, jeg nogentid saa,
her duger det mossede Svær;
blankhornede Høvder paa ravgullig Taa
gaar rundt i de knortede Kjær.
Her voxer sig Plagen saa trind om sin Lænd
i Højengens vældende Saft;
saa rød er dens Lød,
dens Mule saa blød,
dens Koder de fjedrer af Kraft.
Og Ræven han slikker bag Diget sit Ben
og soler sin syndige Krop;
og Haren hun snuser til Agerens Sten
og gjør over Stubberne Hop;
og Odderen plumper i favnedybt Høl,
for Jæger og Hund i Behold,
men Hjejlernes Hær,
den flokker sig der,
hvor Hugormen lurer i Knold.
Mørkt stiger en Høj over Kornhavet op,
med Blaabær og Lyng er den klædt;
blandt Risenes Ranker en Lærke med Top
sig gynger og kvidrer saa spædt.
Det bølger af Rug imod Kimingens Rand,
i Dale, paa Banker den staar,
faar Runding og Form
Godtvejr og Storm —
som Barnet, mens Gængerne gaar.
Det lufter i Lyng, og det ringler i Rug,
det sprager i Agrenes Straa;
højt Skyerne drejer den dampspændte Bug
og skygger en Stund for det Blaa.
Vildt Bierne tørner om Husmandens Gavl
mod Kuben bag Grønkaal og Løg.
I Udflyttergaard
mod Porthjaldet slaar
et Ekko af rimmende Øg.
Her laa der engang paa en spergelgrøn Toft
et Hjem med sin Skorsten paa Hæld.
Det havde en enkelt Rad Pølser paa Loft,
men ellers kun Armod og Gjæld.
Dog havde det Svaler bag Forstuedør
og Blomster om Sokkel og Syld
og Malurt paa Væg;
og Hønen la’ Æg
i Skjul af den krogede Hyld.
Her sad hun og spelted min bøjede Mor,
ind’under den Bjælke saa lang
og delte sit Bryst mellem mig og min Bror,
imens saa vemodigt hun sang.
Nu ligger hun hist under Stendigets Hæld
i Krogen, hvor Valmuer staar;
gjør Verden Fortræd,
tog Sorgen min Fred —
saa sagte med Laagen jeg gaar.
Hvad var vel i Verden det fattige Liv
med alt dets fortærende Tant,
om ikke en Plet med en Dal og lidt Siv
vort Hjærte i Skjælvinger bandt!
Om ikke vi drog fra det yderste Hav
for bøjet og rynket at staa
og høre de Kluk,
de Mindernes Suk
fra Bækken, vi kyssed som smaa!
Velsignede Land, hvor i Stormvejret bor
et Folk, som er øvet i Savn,
jeg ejed vel aldrig et Gran af din Jord,
som hjemløs jeg kvitted min Stavn.
Du rakte mig ud fra dit stenede Krat
en Høstnat saa kroget en Stav;
naar Staven er brudt
og Livsgangen slut,
kanske du da skjænker en Grav.