Arbejder-Sølvbryllup(1902.)Femogtyve lange Aarhvirvled Sne i tynde Haar,lagde Rynkespil om Øjet,magred Kinden, Ryggen bøjed— saadan skreves Livets Kaar.I en Tid hvor alting brast,holdt I ved hinanden fast;I har ej jert Sind forandret,trofast har i Vejen vandretuden Vaklen Haand i Haand.Sorgen kom som hyppig Gjæst,Sygdom røved Lønnens Rest,Vaagelampens spæde Flammerlyste fra jert snævre Kammermangen søvnløs Midnatsstund.Øde Nætters Barnegraadgjorde ofte Kinden vaad;tit har i med stille Vaandelyttet efter Barnets Aande,naar paa Trappen Døden stod.Dog for den, som haaber fast,aldrig rigtig Lykken brast;Sorgens Dag og Graadens Nætter,bange Sjæles Rædsel sletterEvighedens Finger ud.Gjorde Troen Gangen let,da har Tvivlen tabt sin Ret;bar i bedre Livets Kulde;satte trygg’re Fod i Mulde,da var Troen Lykkens Ven.Solen i Guds klare Dagfandt vel ogsaa eders Tag,blinked skjælmsk paa Blomst bag Rude,leged ømt paa Vuggens Pude,titted ned i Barnets Drøm.— Femogtyve svundne Aarher med Stav i Haanden staar,hilser tavse paa hverandre,nikker mod jer, før de vandreind til Evighedens Kaar.