Imellem to mørke Høje
jeg vogted som Barn min Faders Faar,
        og Mulden gav mig sin Møje,
        og Solen flammed mit Haar.
Men Verden tindred i Dis og Drøm,
        og Barnelængslerne vimred
        som Siv i den dybe Strøm.
        Imellem to mørke Høje
der saa jeg dig, Mor, saa trælsomt gaa
        med Sorg i det søgende Øje
        og Tørklæd’ om Tjavser graa.
Der kom du saa tit og strøg min Kind,
        og Strikkepindenes Tinglen
        lød sølverne ømt til mit Sind.
        Imellem to mørke Høje
Fuldmaanen saa jeg for første Gang,
        som langt i Havet en Bøje
        i Himmeldybet den hang.
Jeg fulgte dens Vej over stille Land
        saa mangen daarende Aften
        langs Bækkes klukkende Vand.
        Imellem to mørke Høje
jeg stirred mod Tordenens Lynildsskrift,
        saâ Rugen lydigt sig bøje
        for Bygens voldsomme Drift.
Saa blev jeg blandt tvende Mødre delt,
        min egen Mor og Naturen,
        og ingen jeg svigtede helt.
        Imellem to mørke Høje
kom Kysset til mig paa bitte Sko,
        foran mig i Skjørt og i Trøje
        det stod i Lyngen og lo.
Da blev mit Hjerte saa fuldt og trangt,
        men da jeg vilde det fange,
        var Kysset alt milelangt.
        Imellem to mørke Høje
jeg ledte med Nyn mit Plovøgsspand,
        mens Skyggen fra lyngladne Fløje
        laa tungt paa det stride Sand.
Og svandt alt Lys af mit Digt en Stund,
        da var det de Højes Skygger,
        der mørkned mit Sangvælds Bund.
        Imellem to mørke Høje
der vilde jeg gjerne sænkes ned,
        en Dag, om det kunde sig føje,
        da Byggen af Skederne skred.
Saa havde jeg fundet det gamle Spor
        og kunde nu evigt slumre
        i Hjemmets hellige Jord.