Juleaften
(1902.)
(1902.)
Og Far gaar rundt paa Loen
og ryster Halm og Havrestraa,
han bærer Vand til Koen
og Mælk til Kalve smaa;
han stikker Hø i Faarets Hæk
og stryger det om Kinden,
imens han glider væk.
Og Katten staar paa Hjaldet
og strækker Hals og springer ned
og mjaver lidt i Faldet
af bare Kjælenhed;
og Hakkelsemaskinens Hug
de skjærer gjennem Kvælden
som haarde, tunge Suk.
Og Far han ta’r nu Limen
og fejer op og rejser Vind,
mens Sølver-Maanestrimen
staar over Tærsklen ind;
han skifter Halm i sine Sko
og sætter Pind for Døren
og skjænker Kvæget Ro.
Saa staar han lidt og grunder
med Øjnene mod Jorden vendt;
han gi’r sig gode Stunder,
for nu er Dagen endt.
Fra Ladetagets gamle Skjæg
det drypper støt og stændigt
mod Syldens gule Klæg.
Saa gaar han hen til Hunden,
der vogter bønligt paa hans Færd:
„Hvorfor skal Du staa bunden,
nu Julen er saa nær!"
Dens Lænke klang mod Stenen brat;
Pasop kan næppe sansen
han springer som besat.
Men bag de lave Ruder
der vikles Dug af Mangelstok;
paa Risten Stegen spruder,
og Mor har sat sin Rok.
En Krans af Gran om Spejlet gaar,
trearmet Julelyset
paa Messingstagen staar.
Stadstøjet frem er hentet,
og Ovnen staar paa blanke Ben;
med Sand er Gulvet strentet
helt ud paa Trappens Sten;
og over Bedstemoders Stol
der straaler Strygejærnet
mod Loftet som en Sol.
Saa træder ind i Stuen
besindigt Karl og Arbejdsmand
og skubber langsomt Luen
ind over Bænkens Rand;
de spejder langs det hvide Bord
og rokker sig til Sæde
foruden mange Ord.
Mor titter frem bag Klinken,
af Skorstensilden rød om Kind.
Far kender hendes Blinken
og henter Flasken ind;
det stemmer alle Sind i Dur,
den klare, gyldne Væske
er farvet med „Tinktur".
— „Fik Øget nok at æde,
og har nu Koen ingen Savn,
saa sæt jer kun til Sæde
enhver i Jesu Navn;
med sulten Mund er ingen glad,
men der er langt til Bunden
i Julens Sulefad." —
Snart høres Skeer klinge,
og hvert et Sind er mildt og mæt,
og Duftens fede Ringe
omslutter Skaren tæt;
og Pudlen med det laadne Bryst
ser op fra Bordets Tremmer
i lækkersulten Lyst.
Men ude drypper Taget,
og Himlen staar saa høj og kold;
selv Maanen er nu draget
med Lygten Gud i Vold.
Men langs den mørke, vaade Jord
staar tusind Lys og blamrer
fra Bønders Julebord.