Loke han saar,
Loke med Smil over Hederne gaar;
tror du, det bare er Dis eller Fam,
hvad han saa bredt over Sletterne slænger,
ser du da ikke, hvor Hyrde som Lam,
begge bag Busken med Ørerne hænger.
Loke han saar,
Loke med Smil over Vangene gaar,
Klinten rasler i Bondens Rug,
Sæd og Stængler faar rustne Stjerner.
Meldrøjsakset med bulden Bug
lyser haansk over syge Kjærner.
Loke han saar,
Loke med Smil mellem Gaardene gaar;
Giften triller i Grisens Trug.
Løgnen stenter mod Kirkens Ruder,
Ufred daler paa Disk og Dug,
Sot og Syge paa Vuggens Puder.
Loke han saar,
Loke med Smil gjennem Thingene gaar;
mærked du, Husmand, lidt Lovklipperi,
fik du et Risp i dit Fattigmands-Øre,
da er det Lokesæden i Hi,
som nu har spiret bag «Udvalgets» Døre.
Loke han saar,
Loke med Smil gjennem Domhuset gaar,
Retssværdet hænger med Rust i sit Ri
Rigsæblet slet om Fortryktheden værner,
Lokefrøet blev Ormen deri,
huled det ind til de raslende Kjærner.
Loke han saar,
Loke med Smil gjennem Tronsalen gaar;
se, hvor han ter sig med Titler og Tugt!
Ordener strør han som Sukker for Fluer,
Hofmandens Ryg faar en spørgende Bugt,
Æsler af Faget bli’r blide som Duer.
Loke han saar,
Loke med Smil gjennem Hjerterne gaar,
Smiger han drysser, hvor Ørene klør,
Rænker han rinker som Humle om Staver,
høster saa siden i blideste Bør
Fejghed i Skjæpper og Frafald i Traver.
Loke han saar,
Loke han slænger sin Sæd, hvor han gaar.
Vogt da paa Spiren i Sjælenes Bund,
værn om din Rankhed, dit mandigste Eje;
der hvor han møder en rankfødt og sund,
er der slængt Staal paa den snigendes Veje.