Her har jeg Himlene over min Isse,
her har jeg Lyngheden under min Fod.
Musen har Rede i guldgule Visse,
Hugormen døser ved Gyvelens Rod.
Graalærkens Sang,
Faar’klokkens Klang
gjør af min Vandring en Paradisgang.
Haren ta’r Spring over Blaabær og Rævling,
ilsom den svinder bag Lynghøjens Kam,
inde blandt Bakkerne lusker en Grævling;
vogt nu, o Hyrde, de hvide smaa Lam!
Ser du hans Bo,
lad ham i Ro, —
han bider lukt gjennem Strømper og Sko.
Dunlet i Luften sejler en Maage,
Sollyset glitrer i Vingernes Pragt;
lavt over Lynghavet styrer en Raage,
kluntet er Flugten, og sort er dens Dragt.
Raag’ eller Ravn —
hvad gjør et Navn:
Heden ta’r alt i sin dølgende Favn!
Viben har Unger blandt Porsenes Ranker, —
duk dig, nu slaar hun jo ned i din Hat!
Ræven, den snilde, blandt Tyttebærbanker
lærer sin Yngel at lege Tagfat;
træder sin Dans,
svinger sin Svans;
hele den vildene Hede er hans.
Her vil jeg drømme fra Sorgernes Skare,
skylle dem bort i et jublende Væld,
sende dem væk med den flygtende Hare,
bade min Sjæl i den duggende Kvæld.
... Solen gaar ned,
Himmerigs Fred
sænk’t over Lyngen og Sindene med!