Giftes vil hver Pigelil
og nødig altfor silde;
Lykken kommer, naar han vil,
men smaat til Bryllupsgilde;
én ta’r Maal af Arv og Aar,
gylden Høst og gyldent Haar, —
én gaar efter Gods og Gaard,
men jeg vil ha’ en glad Mand!
Den si’r Hyp, som Tømmen faar!
Og han skal Buxen bære
paa hans Toft som i hans Gaard,
for Buxen gjør ham Ære.
Linner han saa Klinken lidt,
hører jeg min Husbonds Skridt,
gaar mit Hjærte godt og blidt
ved Tanken om en glad Mand.
Han vil Hjemmets Ærind’ gaa
ved Kjøben som ved Sælgen;
ikke fuld i Kroen staa
og tylle Øl i Bælgen.
Ønsker han en liden Rus,
ta’r han den i eget Hus,
spytter ej i andres Krus, —
for det gjør ingen glad Mand.
Gaar han i sin egen Dont,
han nynner under Hjalde;
halser ikke Huset rundt
og øser ud sin Galde;
han staar ikke vred af Seng,
gamser glubsk af Folk i Flæng,
snart ad Tøs og snart ad Dreng,
for det gør aldrig glad Mand.
Vælter Sne mod Tærsklen ind
og spreder langt sit Lagen,
aldrig ængstes dog mit Sind,
hvor han har Styrestagen
Barnet glad paa Gulvet gaar,
Grisen trind i Stien staar,
alting trives — Fæ og Faar,
i Gaarden hos en glad Mand!
Driver Regn for Søndenvind,
mens han maa Agren pløje,
kommer sent og tavs han ind
med Dryp fra Skjæg og Trøje —
jeg skal gjør’ ham Sengen lun,
varme Dyne, klappe Dun,
hæng’ hans Frak, hans Sok til Gru’n
og sove ved en glad Mand.
Kvinder er som Blomster smaa,
de gror kun godt i Glæde.
Faar jeg den, jeg tænker paa,
saa skal jeg aldrig græde;
snildt jeg snurrer da min Rok,
pusler om en Gutteflok.
— Aah, der bliver Lykke nok,
naar først man har en glad Mand!