Majsang
(1904.)
(1904.)
Hej, hvilken herlig Vind!
Nu blæses Somren ind,
Skyggen skrider over fjærne Høje;
Gøgen, den glade Skjælm,
kukker fra Digets Ælm;
Bonden knapper op sin korte Trøje.
Landet af Dis er fyldt,
Staden er solforgyldt;
blid den Syge indved Muren lister!
Blomsten slaar Øjet op,
Hækken har Knop ved Knop;
du kan næsten høre, hvor de brister.
— Ingen er idel Aand,
vi ikke idel Haand;
vi har Længsler, som i Sjælen skjælver;
Længsler mod Frimands-Kaar,
Længsler, som Næring faar,
naar sig Himlen blaa om Jorden hvælver.
Slupne fra Vintrens Tørn,
staar vi da, Vaarens Børn,
her med Sommerblæsten i vor Fane;
hvor vi end Lejren slaar,
naar vi end Sejren faar
under lyse Himle gaar vor Bane!