Fra énsom Vraa jeg stirrer ud
i Dagens Graa og Vejrets Slud.
Nys pisked Regn mod Husets Væg,
nu hænger Dryp i Tagets Skjæg.
De Draaber falder én for én
og splintres brat mod Gaardens Sten.
En Draabe fik ej andet Kald
end det at pønse paa sit Fald.
— Som Dryp fra Tag saa synker ned
min Nat, min Dag mod Evighed.
Og uden Stands, mens Regnen slaar,
Idag forvandles til Igaar.
Én Draabe fyldt af Lysets Guld,
én levret sort som Jordens Muld.
Saa drypper ned éns Hjærteblod
i Evighedens staalgraa Flod.