Saa fager fòr hun gjennem Havens Gange,
en Daa kan ikke flytte Foden bedre;
det var et Syn, som løb hun frem paa Fjedre,
og hun var fuld af Skjælmeri og Sange.
Hun søgte mig, der sad bag Hyldens Grene
og slugte hendes Dejlighed med Øjet.
Nu stod hun for mig straalende fornøjet:
»Men kjære, sidder du da dér alene!«
O, tænk jer hende, varm og duftombruset,
at sidde paa mit Knæ i Aftenrøden
og sværge paa, hun elsked mig til Døden,
— kan ikke mindre gjør’ et Hoved kruset?
Og denne Mund, de sorte Øjenvipper,
og disse Hænder, skælvende og myge,
der uafbrudt om mine Kinder stryge,
de gjør det af med alle Ens Principper.
Og Maanen danser over Lindetoppe
og strør sit Guld paa tvendes Elskovsleje.
Og naar to Sjæle slig hinanden eje,
da ler du, alvorsfulde Gud, deroppe.