Jeg var stædt i Ve og Vaande,
og jeg klaged i min Kvide,
jamrede for Trøst og Lindring, —
da stod Satan ved min Side.
Og jeg raabte fuld af Undren:
Ene du af Skabningsvrimlen,
intet Bud fra mine »Brødre«,
ak, og intet Bud fra Himlen!
— Satan brast i Skoggerlatter:
»Gjaldt det blot en ny Methode
til vor Kvægopdrætnings Fremme,
da var dine »Brødre« gode.
Men som Hjælpere betragted’
er de ikke første Klasses;
det er i Kartoffeltiden,
og Kartoflerne maa passes.
Himlen! Ja, jeg nægter ikke,
den var mægtig før i Tiden;
desuagtet, dette Firma
er fallit for længe siden.
Og dets gamle Chef, Gud Fader,
løfter du til ham din Stemme,
gjør han nu som gamle Læger:
nægter sig som oftest hjemme.
Ramler det paa alle Kanter,
svigter Alpha og Omega,
maa du, kjære, ta’ tiltakke
med en gammel trist Kollega.«
Saadan talte Mister Satan,
Hersker over Mørkets Riger;
man skal ikke altfor villigt
tro hver Døjt, en Djævel siger.
Dog, jeg tænkte i mit Hjærte:
svigter Himlen, svigter Manden,
hvem vil da en Synder laste,
om han ta’r mod Hjælp af Fanden.