Hvor Lensgodset dækkes af sin milelange Skov,
der høstes intet Brød, og der synger ingen Plov;
uplukket Bærret raadner om Blodbøgens Rod,
mens dovne Snegle lever paa den bredeste Fod.
Og der hvor Grøften siver bag en frønnet Plankebro,
der staar en gammel vommet og kantet Husmands-Ko;
de lange, tynde Klove de fransker et Korn,
og venstre Øje trues af det kringlede Horn.
Forlængst hun har opslikket hvert ædeligt Straa,
hver Skræppe og hver Vejbred, som Mulen kunde naa,
og hun har strakt sit Hampetøjr, ja, Nakken nær af Led,
saa hendes gamle Øre det svider derved.
Nu staar hun der og vender saa langsomt sin Skraa;
Stort er det sagtens ikke, Fæho’det tænker paa;
det bulper i Vommen af Tomhed og Vind,
en Taare skrider skjævt ad den skindmagre Kind.
Da dryner hun og vaagner af sin fæiske Drøm,
hun jager rundt i Rebet som stukket af et Søm,
hun brøler vildt mod Skoven og snuser til sin Pæl;
en Oprørsgnist har fænget i en Drøvtygger-Sjæl!
Derinde ligger Skoven saa bred og saa lang
med grødegrønne Sletter og Græshoppesang.
Skovsyren breder Tæppet under Bøgeskyggens Læ,
og Svingeldusken dikler Ungbirkens hvide Knæ.
Og her staar hun og svelter over Grusvejens Spor,
mens Skovens Dufte tirrer de brede Næsebor;
hun snøfter ind og svælger hver Luftning lind og varm,
mens dobbelt knurrer Sulten i den rumlende Tarm.
Med ét hun buer Ryggen og den benede Krop,
og med et Stød hun vrister sin Pæl af Gruset op;
det gamle Øre svider helt blodigt derved,
og Yveret det slænger mens hun slunter af Sted.
Hun braser ind i Skoven ad den korteste Vej.
«Adgang forbudt» og «Skovfred» — hun ænser det ej!
Hvor urørt Engen lyser af Borst og Gyldenris,
der snuser hun sig frem til det tabte Paradis.
Den hvasse Tunge smutter som en Slange hid og did,
de blanke Græsstraa hviner, naar Tanden faar Bid,
og indefra hun trindes om Lænder og Lysk,
mens nedtraadt Mynten dufter romantisk og kysk.
— Brat slingrer over Græsset en Skygge lang og sort,
og høj og kodespændstig fremskrider en Hjort;
Græshoppen gjør en Pavs’e og Skovfrøen flyr,
mens knejsende sig nærmer det junkerlige Dyr.
Han bærer som sædvanlig saa hovent den Hat,
som Gud ham i et Lune paa Panden har sat;
hans Øjne skuer koldt over duvende Græs,
mens Næsens Fløje dirrer under Prustningens Pres.
Det huer ej hans Højhed at dele Skovens Ro
med denne Plebejer af en vommet Husmands-Ko,
hun staar ham i Næsen som Sennep og som Stank,
vil Skroget ikke flytte, jagu’ faar hun Bank!
Først prøver han de Kunstkneb, der har bragt Sejren før
og vredt han krummer Halsen som Mosens Vind et Rør;
men Koen hun vralter saa tungt og saa trygt,
hun kjender vel til Sult, men kun lidet, til Frygt.
Men Koens plumpe Flegma gjør Hjorten bindegal;
Standsæren staar i Bobler bag hans tykke Pandeskal:
«Det ligner godt det’dumme, plebejiske Pak
at pytte ad min Krone og min junkerlige Tak.
Der slæber hun ved Øret sin skidne Tøjrepæl
med Snavs paa Laar og Lænder og Skarn paa sin Hæl
for sløvt ved Aftentide at malke Strippen fuld
til Hyttens kirtelsyge, forsømte Børnekuld.
Men jeg gaar frit paa Sletten og frit i hver Mands Korn
og sænker mod Protesten mit højttakkede Horn,
unyttige Skoves unyttige Drot,
en Yndling af min Frænde i det grevelige Slot!»
Det var omtrent de Tanker, han ytred gjennem Fnys;
da gik der op for Koen et osende Lys:
«Den Fyr paa disse stilkede, skabagtige Ben
har maaske ondt i Sinde mod en skikkelig én!»
Ej længre hun naa’de i sin trevne Tankegang,
før Hjorten sine Takker skraat-rammende svang;
de suste ned og fælded et saadant Ribbensstød,
at Koens Harm og Smerte som Brøl af Struben skød.
En Kamp der nu begyndte, som næppe før er set; ej
nogen turde gjætte, hvem først sattes Bét;
thi Junker Hjort han fjedred og fægted og sprang,
mens Koens Klove strittede og fire Patter svang.
Og langt igjennem Skoven lød Hornenes Knald,
Kopandens dumpe Støden, Gevirets rappe Fald;
thi Hjortehugget ramte fraoven og ned,
men Koen — hun «gik under«, marvgruttende og bred.
Mod denne voldske, plumpe Bersærke-Boxerkunst
var Spændstighed og Grazie i Længden omsonst.
Da Hjorten vilde flygte med Mulen fuld af Blod,
to Hornspyd i hans Bringe de bødlede imod.
De krumme Kohorn rased, mens Øjnene saa rødt,
og vildt henover Sletten blev Hjorten baglænds stødt,
indtil imod en Stamme han førtes saa fast,
at Hornstødet braged i Ben som i Bast.
Her trak den vrede Vejret, og Hjorten styrted væk
i hinkende Spring efter talrige Knæk.
Men Koen hun rejste en Brølen saa lang,
at Lensskovens Sletter de skogrende klang.
Du Husmand derhjemme paa din simestukne Lo,
naar vil du stinde Nakken en Dag som din Ko!