Jeppe Aakjær (1866–1930)

        Bjergmand, Bjergmand, er du derind’,

        kom ud med di’ sytten Igipind’!

Aa, ti dog med den Skrigen, dumme Drenge!

Hvi raaber I mig gamle Trold af Senge,

nu Fæet gumler trygt i Bondens Gaard,

og Midnatsklokken rundt i Hytter slaar.

Hvi maa jeg ikke mer i Højen blive

og slibe mine lange Flinteknive,

med hvilke jeg skal Julegalten stikke

og gjerne gad jer allesammen prikke,

fordi I ej kan la’ en Stymper ligge.

Hvad raaber I om mine Egekjæppe!

Jeg har jo ej saameget som en Skræppe;

man tager fra mig alt, selv Stok og Sten,

tilbage levnes nogle muldne Ben,

som ingen Djævel gider mer annamme.

Aa, kunde jeg med Flinteøksen ramme

hver Skjælm, der roder i mit gamle Hus

og vælter Dyssens Stene, Sand og Grus

i Haab om Fund af en Stump irret Guld;

dog Gud ske Lov, de mest faar Trynen fuld

af Potteaske og af Ligkist’muld.

Her kommer de med Skovl og Mergelpigg

og giver Højens Sider Stik paa Stik

og lytter til, om noget skulde klinge.

Aa, det kan svie i min Bjergmands-Bringe,

saa jeg i Flinteflækker kunde springe.

— Engang de stødte Piggen i mit Laar;

af Harme sprang der Gnister af mit Haar;

min Kone holdt mig ved mit Skjæg saa længe.

Jeg ellers havde langet dem en Flænge!

Se, hvor mit gamle Oldtidshus er plyndret,

hvert Jordskud rodet om, hver Kampsten søndret.

De usle Rester, Pakket ikke tog,

kan næppe dække mer mit gamle Skrog.

Her sidder jeg, naar Tordenregnen falder

i Sommernætter paa mit Lyngtorvs-Hjald;

mens Agerhønen ræd paa Kuldet kalder,

jeg tæller Tiden mellem Lyn og Skrald,

og slikker Luen lang om Lo og Lade,

jeg takker Thor for al den rare Skade.

Mest sidder jeg dog i den klamme Jord,

hvor Lyngens Rødder frem af Væggen gror

og langsomt i mit side Skjæg sig snor;

der kan i Fred man tænke sig tilbage

til længst forsvundne, gamle, gamle Dage,

da alle Høje var i god Behold,

og man tog Hensyn til en agtet Trold,

der leved end og spiste Ofrets Rest,

da her ved Højen første Gang stod Fest,

og Blodet damped højt af slagtet Hest;

ak, fire Tusind Aar det snart er siden!

Som Karupaaens Vand saa skrider Tiden; —

da var der Sumpe, hvor der nu er Gaard,

og Ulv og Bjørn gik rundt, hvor nu staar Faar.

Jeg har ej fra Historien min Viden,

jeg følger helst min egen Almanak,

i Lyngtavl tegnet over Kistelbak.

Men han, som her blev viet Højens Fredning,

han var en modig, vild, skindkjortlet Hedning,

der faldt i blodig Kamp, i Odins Dyst;

jeg saa dem trække Pilen af hans Bryst.

Hans Grav, hans Sværd, hans Guld det arved jeg.

Hvor det er gjemt? — Det rager ikke dig!

Aa, det er længe, længe, længe siden;

selv flyder jeg nu som et Vrag paa Tiden,

fordømt til Marterbaalet af en Viden

om det, som knap den Lærdes Gisning naar,

Aartusinders mulmslørede: I Gaar.

Dog hvorfor dvæle ved et falmet Minde?

Langt hellere sin krumme Nakke stinde

og rende Hornet ind saa dybt man kan

i Nutidsdogmets dorske Præstemand.

Saa vil jeg da mit Skjæg paa Natten sprede

og eders Tanker mod min Vaaning lede;

thi ej blot Minder søger mig histnede,

der kommer andre Gjæster til min Rede.

Muldvarpen stikker tit sin kolde Snude

med natlig Raslen mod min Jordtørvsrude;

Skarnbassen løber her og tigger Snus,

en Hestepære faar han i Kardus;

ham kan man ikke ha’ i ord’nligt Hus;

det Svin, han gaar med Skrotten fuld af Lus!

Og Tudsen med de mange Vorter paa

hun kommer kravlende paa slimet Taa

ind ad min Dør, saa tit det blot kan gaa,

og med et Svup hun sætter sig paa Bagen,

saa vil hun gnubbes under Dobbelthagen;

men er jeg kort for Ho’det, kan det hænde,

hun faar er Troldspark i den bedste Ende.

Klørattenbenet gaar her tit og pisker;

den ynder godt, jeg sjælden tænder Lys.

I Juninattens første Morgengys

Firbenets Svans mig under Næsen visker.

Og bag ved Ovnen i en rolig Krog

jeg har min Skjødehund, den fede Snog;

han ruger paa en Cyprianus-Bog,

jeg fra en gammel Præst i Sevel stjal

en Nat, han havde sig en Perial.

En gammel Trold han maatte sig jo kjede,

om ikke han fandt paa lidt Spas dernede;

jeg har den nysseligste Fuglerede

med fire søde Hugormunger i,

og naar man de smaa Puds vil kiærligt drille,

aa, saa kan deres smalle Tunger spille

præcis som Brodden paa en tirret Bi.

Ak, de har kortet mig saa mangen Kvide!

Jeg lærer jo de smaa den Kunst at bide

paa rette Sted med Virkning og Forstand,

saa ikke Biddet biir det bare Vand,

men skjult og successive slaar sin Mand.

Jeg holder Knoen hen, de styrter frem,

de hugger til, min S’æl, med Fynd og Klem!

Naar rigtig arrigt de med Halen svinger

og falder an imod min lodne Finger,

jeg ler saa Højens Kampestene springer!

Og har den Smaa saa gjort sit Svendestykke,

jeg følger den til Dørs med et: Til Lykke!

Helhesten dumper tit min Dør forbi;

for den Slags «fint Besøg» jeg helst er fri,

han er en skumsk Person og gaar og rager

i mange Ting, hvori jeg nødig tager.

Han er en Krikke, Fanden engang sko’de,

et Fjols, en Fæhas uden Spor af Ho’de.

Desuden er han ej af rigtig Troldeslægt,

og derpaa maa der lægges megen Vægt.

Nej, saa er Lygtemanden noget andet;

skjønt ogsaa hans Familieskab er blandet,

en Friskfyr er han, det har tit jeg sandet;

kun Skade, Manden stinker saa forbandet.

Jeg ser ham færdes tit langs Karup Aa;

han gaar, som ha’ han immer Donner paa,

nej, hvad jeg vilde sige: Lygten tændt,

han kredser om det vaade Element.

En Hopsa danser han med Tørveskruen,

mens Pyttens Padderokker stryger Buen.

Jo, han er voldsom med paa Støvleskaften,

han kommer nok til Festen her i Aften.

I Daugbjergdaas der bor min Bedstefar,

med ham jeg fik mig tit en Passiar.

Naar alting tav, og Maanen stod saa klar,

jeg satte mig saa tit paa Højen op,

han sad alt bred og tung paa Daasens Top;

hans Huekvast mig hilsed med et Nik,

hans Pibe damped, Svaret kom og gik;

alvorligt Lyngen nikked til vor Tale;

Fjends Herreds lange, dybt nedskaarne Dale

sig strakte lyttende i Aftensvale;

en Nøkkerose rejste sig paa Taa,

hvor Sivet stod og kæmmed sine Smaa

ved Bredden af en ensom Mølledam;

de lurede, de Skjælmer, men fik Skam;

den Bjergmandstale gik dem dog for højt,

af Meningen forstod de knap en Døjt.

Det samme gjør vel I, saavidt jeg sér,

nu skal jeg ikke sige meget mer.

O, Bedstefar han har slet ingen Nød,

af Grøftemudder dejgner han sit Brød,

og fra den gamle nære Hønemose

hans Kone henter Vand i sin Stunthose

og holder til hans gamle Mimremund;

kanske en Tudse ligger paa dens Bund,

ah, det var Smaus! Ja, Bedstefar kan drikke,

mens Tørsten den maa mig i Struben stikke.

Vi Trolde kan jo ogsaa sultne blive;

saa ta’r jeg én af mine Flinteknive

og skjærer mig en lækker Graastensskive

og smører Blevver paa; den Melmad er solid;

man slikker Fingren efter sidste Bid.

Godnat, du gode gamle Aakjær By

med dine Gaarde under Nattens Sky,

dig vil jeg intet ondt, du gav mig Ly

i Højen her. Men Kirken hist i Fly,

der staar og knebrer med sit Klokkebly

ved Aftentide som ved Morgengry,

den sendte jeg en Gang en Mindesten,

som den I rejste her — ja fuldt saa stor en én —

den slængte jeg i Luften med et Kast

saa Neglene paa mine Fingre brast.

Jeg siger jer, den Sten, den havde Hast!

Men var det ikke ret en evig Skam,

jeg sigted fejl, fik ej paa Taarnet Ram,

til Bunds gik Stenen, plump! i Fleskidam.

Min Kone, som saa til, — hun er saa hed,

da Stenen rendte vild, hun blev saa vred,

hun hug mig her i Skjægget blindt og brat,

som naar et Lyn slaar ned i Daugbjærg Krat.

Min gik forkert — sligt virker altid klamt —

men Mærens, kan I bande, den var ramt!

Farvel, nu skal man ned og pudse Svansen,

om lidt saa ser I mig igjen — i Dansen.

Jeg tager nogle med af mine smaa,

som Pigerne kan ha’ at slege paa.