Der laa paa Toften en gammel Gaard
med vinde Vægge og side Tage
Dens Syld er sunken, men Mindet slaar
sin Kreds derom alle Dage.
For der gik Føllet paa slanke Ben,
og Hønen kagled bag støvet Nælde,
og Myren jog over breden Sten,
mens Stolpen frønned af Ælde.
Og der staar Mor i sin Bryggersdør
og rækker Far en Taar Urt af Øsen;
han blæser, drikker og blæser før
han rækker Resten til Tøsen.
Og ind og ud ad den lave Port
som Vævens Skyttel saa svitter Svalen;
og Solen skinner paa Smaat og Stort,
og Hanen muntrer med Galen.
— Hvor er nu henne den gamle Gaard,
dens Svalereder bag møre Lægter?
„Det gamle falder, det ny bestaar” —
er Lov for skiftende Slægter.
Hold op at flagre, du Svalelil,
lad Glemsel tage de gamle Reder;
luk Øjet op, og dit Hjerte til,
det nytter intet, du leder!
De gamle Huse vil styrte om,
de gamle Vaner, de gamle Skikke;
er Marven borte og Skallen tom,
da hjælper Taarerne ikke.
— Men du, som hviler i Vuggen dér
og smiler op fra din hvide Pude,
du kjender intet til Livets Færd
og ej til Verden derude.
Du er i Dagens den stride Blæst
en muntert glidende Foraarssvale;
vi andre kives om Lykkens Rest.
du la’r Vorherre betale.
Vi andre ræddes i Tvivlens Nat,
naar Bølgens Vrede vort Lys vil slukke;
du slumrer trygt uden Ror og Rat,
endda din Baad er en Vugge.
Sov trygt, du lille, i Vuggen hist,
mens Æblet rødnes i Hast bag Løvet,
og Bygen kommer med stakket Frist
og slænger Frugten i Støvet.
Ja, du skal voxe dig sund og stor,
og du skal altid i Sandhed vandre;
en Dag saa tager du Viv og Jord
og bliver Mand som vi andre.
Saa staar du vel, som vi andre staar,
og tryller Ranker om sunkne Stene
og stirrer ud mod en falden Gaard,
mens Solen synker bag Grene.