Kalliope
→
Poets
→
Carl Ploug
→
First lines
Carl Ploug
(1813–94)
Works
Poem titles
First lines
References
Biography
Søg
All poems by Carl Ploug on Kalliope, ordered alphabetically by the first line of the text. The list can be used to find a poem when the title is unknown.
A
Af Alder og Sygdom bastet
Ak, Harpen er, brusten, hængt paa Knag
Ak, jeg er bleven fattig, derfor rutter
Almægtige Gud
Arbejdet er Velsignelse og Ære
At Du, som, smykt med ærværdigt Mos
At Frihed gammel er i Nord
Aarene skride, Ungdomskraften svinder
B
Bag ad Dandsen omsider dog Vinteren gik
Bagbundet Ordet laa i Klosterkrogen
Blinker ej Solen paa Højfjeldets Toppe
Bække smaa kan gjøre Aa
Bølge, som skummer i Sorte-Hav
D
Da Kæmpelivets trodsige Gestalter
Danmark, Du Perle, der svømmer paa Vove
De Guldklokker ringe saa blødt og mildt og sødt
Den blanke Klode sidder der og skinner
Den danske Bonde sad engang
Dengang af Vintersøvnen lang
Dengang hin Foraarsmorgen vi
Dengang Odysseus om paa Havet irred
Den lille Plet, som Øiet knap opdager
De Nordhavsbølger komme med Brask og med Bram
Der en Sø etsteds i Nordens Lande
Der er et Land — imellem tvende Have
Der er et Ord, et kostbart Ord
Der fløi fra Holstens Stændersal
Der gaaer et Sund imellem tvende Lande
Deroppe i Norges Dale
Der sad en Dronning paa Jellinggaard
Der sloges engang et Skjærtorsdagsslag
Der var en Tid, da Kongeslottet speiled
De spæde Planter fødes og ernæres
Det bliver sagtens den sidste Gang
Det er engang Naturens Lov
Det er saa trygt, sit Hus paa Gud at bygge
Det Hav, som bruser om vor Kyst
Det høie Nordens Sangmø staaer og græder
Det raske Folk, som pløier
Dette lave Land, som dukked
Det var en Februari-Qveld
Det var i Nattens mørke Time
Det var ved Jevndøgnstid, de Danske
Din Attraa er den fromme, hvide Due
Drivhjulet staaer — den trætte Gubbe hviler
Du aldrig trætte Vandringsmand
Du er det Træ, som mig sin Skygge byder
Du er jo ung, skjønt Tidens Alfeskare
Du kjender al min Svaghed og min Styrke
Du kommer — saa er Alting godt
Du Land, der mellem tvende Have bølger
Du Lærdommens Sæde
Du veed, at Du er mine Øines Stjerne
Dybt har Du øst af Kundskabs Væld
Døde vore Ungdomsminder
E
Endskjønt vort Land er jevnt og fladt
En fremmed Svend, kun rig paa Mod og Snille
En Jord, af Havets Strømme sildig dukket
En Knop paa mit Rosentræ der sad
En Sommeraften silde paa hviden Strand hun sad
En Stemning er en Sommerfugl, der skyder
Et kraftigt Liv i haabfuld Foraarsgrøde
Et Kys engang er blevet Grændsen
Et Aartusind Blink paa Fjeldet
F
Fader, som er Kjærlighed
Farvel nu, Sjællands grønne Skov
Folmer Sangers lette Fjed
For ham er denne Mindesten
Fra Livets Toldbod nu rask ombord
Følg med! Der nærme Toner sig, I fatte
Før ad Verdenshavets Vej Du drager
G
Gjennem Akersdal Carl Johan rider
H
Han gynged paa Havet og trak sin Medesnor
Han, som sover under Muld
Han var den første Fugl i Danmarks Skove
Hel ofte Haabets Hymner klang
Henover Tidens Hav der gaaer
Her slaaer Bøgen ud sin Skjærm
Hil Dig, Dag med Kampens Minde
Hil Dig, Du, der en Sommernat i Skoven
Hil Dig paa egen Odelsgrund
Hil Jer, Danmarks seiersæle Sønner
Hil sidde Du, danske Sanger
Hist i Bretagnes Hertugdom
Hist under Asgers herlige Hvælv, det skjønneste Minde
Hr. Doktor, jeg takker ærbødig
Hr. Willisen agter sig ud paa Visit
Hun var ikkun en gammel enlig Kvinde
Hun var i Slægt med Roserne, og bar
Husker Du den Dag endnu
Husker Du i Høst, da vi hjemad fra Marken gik
Husker du i Høst, da vi hjemad fra Marken gik
Hvad mener I, Brødre! om hele vort Lag
Hvem har redt, som Du, med Snillets Øje
Hvem skulde synes, at Politik
Hvil Du sødt i Danmarks Jord
Hvi sidder Amor mellem Svanens Vinger
Hvor de hvide Bræer skinne
Hvor er nu hin Morgenrøde
Hvor er Uranias Borg, hint Perlesmykke
Hvor kan det være, Tidens Tand mig skaaner
Hvor Klipperammen fatter om Frognerkilens Speil
Hvor Nordhavet bruser om stensat Kyst
Hvor stod Alt dog langt tilbage
Hvor trives Lykkens Blomst mon bedst
Hvor yndig hun var, hvor fin og hvor spæd
Højbaaren var hun af Hjerte og Vilje
Højbaarne Datter af kongelig Vilje
Højstærede Samtid! En mere beskeden
I
Idag for fem og tyve Aar
I drive i det vilde Hav
I Flensborgs Kirkegaard der staaer en Grav
I Kreds om Kongen, danske Mænd
I Livets Have voxe saamange Planter op
I Lysets Glands, i Tonens Klang
I Nord er Vikingaanden født og baaren
I Roeskilde Kirke hun hviler bag
I sneg saa tyst Jer fra Kjøbenhavn
I, som lovet har vort Land at værge
I Tankernes Rige, i Kundskabens Land
J
Jarl Hakon sover i den sorte Kiste
Jeg bringer Hilsen hid fra Danmarks Land
Jeg skal ej klage over, at jeg ældes
Jeg troer paa Dig i Livets lyse Morgen
K
Kan jeg endnu Sonnettens Sløjfe binde
Kom, de første Toner vil vi skikke
Kong Harald sad i Oslo
L
Lad Fanen brede ud sin Dug
Lad Syden iklæde sig Farvernes Glands
Loven blev til, hvormed Landet skal bygges
Luk op for Lyset! — Skod og Lem
Læg Kundskabs-Sæden, ren og sund
Længe var Nordens herlige Stamme
M
Man siger, Tiden er en grusom Herre
Med Lys og Skygge, med Vinter og Vaar
Med Sang og Jubel, med Spil og Dands
Med Stemme lav og Øiet sænket
Men over disse Brødre, imod hvis Favn vi gaae
Mindernes Høisal, Fremtidens Vugge!
Mit Fædreland, hvor er Du smukt
Mit gamle Hjem nu Skovl og Spade lukker
Morgendæmringen taaget
Musernes førstefødte Søn
N
Nattens dæmrende Taager
Naturen gav vor ældste Lov
Nu drager en Dronning, af Dage mæt
Nu endelig træder hun frem, som hun var
Nu er det fem og tyve Aar, Du gik
Nu er Du en Matrone
Nu falder snart det gule Blad
Nu fylder Du de tyve Aar
Nu sank det hvide Hoved, tungt og træt
Nu skal Du kjønt Dig putte ned
Nu slukkedes en Stjerne af de faa
Nu staar jeg ved det Grændseskjel
Nu tier den Røst, hvis mægtige Klang
Nu aabnes Riddarholmens Kongebolig
Naar dem jeg saae, der nys var mine Lige
Naar Stormen fælder den gamle Eg
O
Og nu Farvel, vor Broder! Tak for mangt
Om Formens Skjønhed Haandens Arbejd smykker
Om Hjerterne i Danmarks Skjold
O, sørgelige, sønderrevne Blad
O, vug i Søvn Din hemmelige Kummer
P
Pintseklokken kimer atter
Paa Danmarks rige Slette
Paa Klippegrund Guds Kirke staar
Paaskeklokken kimed mildt
[Slaget ved Slesvig]
Paaskeklokken kimed mildt
[Slaget ved Slesvig]
Paa Søndag Aften kommer hun
Paa Verdens Kort forsvinder
S
Siig, kjender Du det syge Barn, der vil, det veed ei hvad
Sjette Julis Seierssol
Skjaldernes Adam er død!
Skoven er nøgen og Marken er bar
Sov, Du trætte Barn, sov sødt
Sprang fra Dine Strænge
Stig op af Havets Vover
Stille, stille! Taaren taler, stille
Straal gyldenblank, du Sundets rustne Nøgle!
Studenten eier lidt af Gods og Guld
Studenten sad engang forstemt
Studenten selv er glad, naar blot
Staa der i Malm trygt under Kirkens Skygge
Staaer jeg ved et Fossefald
Saa lykkelig, som faa blandt Dødelige
Saa! — Nu skal ogsaa han afsted
T
Tak for din Hilsen, min gamle Ven
Tidt synes mig, der er ei meer at gjøre
Ti Vintre bruned Skovens grønne Kroner
Tro ei, mit Strengespil for altid tier
U
Udi Paris sidder en Congres
Ungdommens Drøm
Ungdomsmodet slaaer med sine Vinger
V
Vel har ej nu vor Frihedssang
Velkommen, Folkets Foraarsdag
Velkommen hjem fra Kinas Kyst
Velkommen hjem til Arnens Fred
Velkommen, Kong Fredrik, til Ungdommens Fest
Velkommen til Arbejdets Kappestrid
Velkomne, Præster fra Naturens Kirke
Vel mødt! Studenter askegraa
Vi er Studenter, Hr. Captain!
Vi flygtige Svende, vi drage af Land
Vift stolt paa Tidens Bølge
Vi gjøre vitterligt med Sang og Klang
Vi har en lille Snekke
Vi har et gammelt Fædreland
Vi har et Hus ved Alfarvei
Vi hilse Huset, Land og Folk har bygt
Vikingemoder, Dronning paa Havet
Vil Du elske mig, naar Dagen lider
Vintren svøber nu sin Sølvmors Kappe
Vi sejle Alle paa Livets Flod
Vi Sejr og Bytte bringe hjem
Vor Frihed er en Seierskrands
Vor Grundlov er kun en tolvaars Knægt
Vort Land, vort Land, vort Fædreland!
Vort Liv er en Flugt mellem Himmel og Jord
Vort Modersmaal han elsked — hun var hans Ungdomsbrud
Vær hilset, Konge, og velsignet Aaret
Vaarens Budskab flyver over Lande
