Carl Ploug (1813–94)

Ak, Harpen er, brusten, hængt paa Knag;

endt er hans Spil;

og Hjertets brusende Bølgeslag

stander nu stil’;

og Øret ej lytter til Tonernes Klang,

som kjærligt slynge hans Mindesang.

Men manget et Kvad, hans Kunst har skabt,

Døden ej naa’r;

fra Slægt til Slægter i Ungdomskraft

sejrrigt det gaar;

det flyver fra Læbe, det gjemmes i Bryst,

mens Havet ruller mod Danmarks Kyst.

Thi elsket Dig har han, Fædreland!

trofast som Søn;

dit Haab, din Sorg og din Længsel han

bar paa i Løn.

Du jubled, Du klaged i Tonernes Klang;

Derfor hans Sange blev Folkesang.