Paa Vei
(Ved C. Hostrups og J. Forchhammers Afreise.)
(Ved C. Hostrups og J. Forchhammers Afreise.)
Hvad mener I, Brødre! om hele vort Lag
Smukt fulgte Parret paa Veien?
Endnu er der skikkelig længe til Dag,
Og Natten, den er jo vor egen,
Og Alle har Mod
Og Vikingeblod
Og Blyhat paa Ho’det og Vinger paa Fod.
Ja kom, lad os reise! Vi kan jo gjøre Slag,
Hvis ei det vil gaae efter Stregen.
Først ned ad Rhinen, hvor Druernes Skat
Sig soler paa nedfaldne Volde,
Og „Männer des Worts und Männer der That“
Sublime Collegier holde;
Men Druen er stram,
Og Visdommen klam,
Og Tungen er vild nok, men Aanden er tam.
Nu er der om „Zoll“ en forfærdelig Prat,
Men vi holde meer af at solde.
Afsted! Vi vil gjøre Paris en Visit,
Thi prægtige Sager den dølger:
Her staaer en Ragout for Enhvers Appetit,
Her ruller Champagnen i Bølger;
Men Alt, hvad man spør’,
Og Alt, hvad man hør’
Fra Morgen til Aften, er: „Vive l’Empereur!“
Det gjør En saa nøgtern — og tænk, om vi blev smidt
I Hullet sammen med P. Møller!
Nei bort! thi os vinker Hesperien, hvor
Vesuv og Citronerne gløde,
Hvor Ranken om Marmormænader sig snoer,
Og Gratier i Pjalter os møde;
Men Paven i Rom
Er stræng i sin Dom,
Hvis nogen for nær vi af Gratiérne kom.
Ja, har Du en bredskygget Hat blot, min Bror!
Du kan blive Ravnenes Føde.
Hvad mener I saa, om vi dreied vor Pidsk
Og Coursen til Hjembygden vendte?
Vi finde dog ingensteds Søen saa frisk
Og Marken saa blød som den kjendte,
Og Skoven saa grøn,
Og Møen saa skjøn,
Og Vennen saa trofast som Nordlandets Søn;
Og sundt er det Grovbrød, vi sætte paa vor Disk,
Og Vin har vi Raad til at hente.
Thi reis I alene, hvem Fremmedes Skik
Og fremmede Egne mon drage!
Og lad Eder Skjønhedens luende Drik
Og Kundskabens Kildevæld smage!
Og træt Eders Fod,
Og styrk Eders Mod,
Og fyld Eders Pose, og varm Eders Blod!
Men ligesaa troe og saa danske, som I gik,
Saadan skal I komme tilbage!