†
†
1.
„Skjaldernes Adam“ er død! „Det nordiske Sangriges Konning“
Bøied sit Hoved træt; Plektret faldt ud af hans Haand.
Naar han rørte med det de lifligt tonende Strenge,
Lyttede Land og Hav, bævede Nordens Natur;
Granerne susede blidt, og Fossen rislede sagte,
Huldren sukkede ømt, Jutulen græd som et Barn,
Elverpigernes Ring sig løste paa dugvaade Tillie,
Blomsten duftede stærkt, Bølgerne aandede dybt.
Menneskens Hjerter svam i stille Fryd som Naturen,
Rørtes, qvægedes mildt, aned et høiere Liv. —
Det var hans Herskermagt; nu er den brudt som hans Øie:
Derfor er Landesorg over det tredelte Nord.
2.
Til Østens Væld,
Til Morgenrødens Straaler
Paa Ungdomsvinger fløi hans Sjæl
Og øste Guld deraf i fulde Skaaler.
I Sprogets Schakt
Nedsteg han dristig ene
Og hented op dets skjulte Pragt,
De klare Perler, farverige Stene;
Og undrende hans Samtid stod,
Da ud han strøede Alt med ødselt Mod.
Med uvant Haand
Han Tryllelampen hæved,
Og bød som Herre Lampens Aand
Udrette villig hvad hans Villie kræved.
Den bygged op
Ham Slotte uden Lige;
Thi Stjerner krone deres Top,
Men Grunden gjemmer Hjertets dunkle Rige.
De reiste sig en Sommernat,
Men de skal staae, til Tidens Maal er sat.
3.
I Glemsels Mørke
Laa gamle Norden;
Kæmpernes Styrke
Smuldred i Jorden
Gudernes Himmel
Var tom og død;
Dækket af Skimmel
Var Suttungs Mjød.
Da saae i Natten
Med klare Blikke
Han Fafnersskatten
Funklende ligge;
Da vog han Dragen
Med Guddomskraft
Og drog for Dagen
Hvad der var tabt.
Af Gravens Kammer
Gik Mænd i Brynjer,
Thor med sin Hammer,
Milde Asynjer;
Med Skjoldglands hæved
Sig Valhals Tag.
— Oldtiden leved
I Harpeslag.
Og Sangens Bue
Steg over Jorden,
Med syvfolds Lue
Smelted den Norden.
De bittre Minder
Faldt ned som Regn,
Og Buen skinner
Som Pagtens Tegn.
„Ved Askens Grene
„Paa Ida-Sletten
„Skal gjenforene
„Sig Asaætten“:
Saa Vola qvæder,
Saa Nornen vil.
Hans Sangerhæder
Er Ygdrasil.
4.
Hvad der hvisker, hvad der klager
Inderst i en Qvindes Hjerte,
Hvad der binder, hvad der drager,
Kjærlighedens Fryd og Smerte —
Sødt det fra hans Harpe toned:
Qvindens Liv, det dybe, stille,
Underfuldt i ham forsonet
Var med Mandens Kraft og Snille.
Signes Digter, Valborgs Sanger,
Danmarks Stolthed, Nordens Hæder
Evighedens Løn nu fanger;
Men ved Graven Qvinden græder.