†
†
Bagbundet Ordet laa i Klosterkrogen,
Det naaede ikke længer, end det led;
Kun Haanden samlede dets Tegn i Bogen,
Kun Lærde fattede, hvad de betød;
Kun Gnisterne fra Overtroens Esse
Fløi vide i Vankundighedens Nat.
Da vaagnede en ensom Grubler brat:
Frem af hans Hjerne sprang — den første Presse.
Og det blev lyst. Sit Fængsel Ordet sprængte,
Med tusindfoldig Styrke gik det ud,
Til Slottets Sal, til Hyttens Vraa det trængte,
Og overalt det bragte Kundskabs Bud;
Det qvæged Hjerter, og det Aander died,
Det kaldte Slægter frem til stor Bedrift;
Og mens der staaer en Linie trykket Skrift,
Er Guttenberg til Evigheden viet.
Men see — nu spændes over Jordens Bringe
Et Net af Strænge mellem Nord og Syd,
I dem der zittre Toner, som ei klinge,
I dem der tale Tunger uden Lyd.
Igjennem dem med Lynets Ilen farer
Naturens skjulte, gaadefulde Magt.
Betro dem Ordet! Neppe er det sagt,
Før tusind Mile fra Dig Strengen svarer.
Nu styrter Ordets allersidste Skranke:
Det bindes ikke meer af Tid og Rum,
Saa let og hurtigt som den tause Tanke,
Saa frit som den det flyver Verden om;
Og naar hver Lysets nye Morgenstraale,
Naar Tankens Stjerneskud og Aandens Fund
Er Alles Eiendom i samme Stund,
Hvo kan da længer Kundskabs Grændser maale?
Men hver Gang denne Verdensharpe røres
Af det forløste, seierrige Ord,
Et Navn der ér, som, uudtalt, vil høres
Med Tak og Glæde af den hele Jord;
Og det er hans, hvis ædle Forskervillie
Blev Herre over hin Naturens Magt,
Og det er hans, vi har til Hvile lagt
Med tunge Taarer under Danmarks Tillie.