Der er et Land — imellem tvende Have
Et mægtigt Dige, af Naturen bygt,
Paa gamle Minder rigt og friske Grave,
Med Skov og Sø og gyldne Agre smykt,
Det er en Bro imellem Syd og Norden,
Hvor tvende Stammer har hinanden mødt;
Et frugtbart Erisæble er det vorden,
Hvorfor de tidt har kæmpet, tidt har blødt.
Det Land er vort — det gav os Fædre stærke
Til evig Odel, til vor Æresarv;
Og det var vort, ei blot af Navn og Mærke,
Men det var dansk engang i Rod og Marv;
Da kom der, tunge Tider, mørke Dage,
Og gammel Sæd blev glemt for fremmed Skik,
Og hvad der var af Troskab end tilbage
Paa egen Grund med Slavelænke gik.
Det Land er vort — nu er det atter vundet
Med dyre Offre og med ædelt Blod;
Nu skal det vorde fast til Danmark bundet
Og aldrig trælle meer for Tydskens Fod;
Nu skal den danske Tunge atter klinge:
Paa sine Enemærker, ren og stærk!
Og Sønderjyllands Mænd paa Danmarks Thinge
Skal bygge med paa Danmarks Frihedsværk!