En Jord, af Havets Strømme sildig dukket,
Med Havets Bølgetegning paa sit Felt.
Af nøgne Klinter, golde Klitter lukket,
I mange Lodder delt af Sund og Belt;
En Luft, hvis mørke Skysal Stormen fejer;
En Sol, som leger Tit bag Taagens Net;
Et lille Folk, som lidt i Verden veier
Og nøies mest med mindre end sin Ret: —
Det er vor hele Herlighed! — Vi hakke
Ei Guld i Klumper op af Markens Skjød;
Men vi har nys sat gyldne Neg i Stakke,
Som give os og mange Andre Brød;
Og har vi ingen snebesaaede Tinder
Og ingen Fossers Fald fra Klippehang,
Saa har vi Enge, fulde af Kjærminder,
Og Bøgeskoven, fuld af Fuglesang.
Og Havet, som ombruser os, er Rammen,
Hvori det hele Billed lifligt staaer;
Det fjerner ei, men drager os tilsammen,
Det er en Gjenvei kun fra Gaard til Gaard.
Lad Skyer kun flokkes jevnligt paa vor Himmel
Med Regn og Slud, med Lyn og Tordenbrag,
Desmere blank er Nattens Stjernevrimmel,
Desmere lys og frisk vor Solskinsdag.
Vi er et lille Folk — men truer Fare,
Saa har vi lært, at Enighed gjør stærk,
Saa er vi nok til Danmark at forsvare
Og vogte paa vort unge Frihedsværk;
Og har vort danske Maal ei brede Vinger,
Saa er det vore Hjerters bedste Tolk,
Og intet Chor i Verden bedre klinger
End: Gud velsign Kong Fredrik og hans Folk!