Lad Fanen brede ud sin Dug
I Dagens klare Straaler!
Vi vil ei liste frem i Smug,
Vor Færd vel Lyset taaler;
En ærlig Kamp for Sandheds Seir,
En daglig Storm paa Løgnens Leir
Kan ingen Mand beskæmme.
Og lad dem lee, for vi er faa
Og fattige paa Kræfter;
Jo nærmere vi Maalet naae,
Des fleer der følger efter;
Og vindes det tilsidst engang,
Ja, saa forlange Alle Rang
Med denne Blænker-Kjæde.
Og lad dem kalde det en Feil,
Vi unge er og kjække;
Det er jo Haabets fulde Seil,
Som Vinger gi’er vor Snekke;
Med visnet Sjæl og bøiet Ryg,
Med Klogskabs pudrede Paryk
Vi kom ei langt af Lande.
Lad derfor Fanen flagre frit,
Og Sangens Toner høres!
Formaaet vi har alt ei saa lidt,
Og mere skal der gjøres.
Alt spiller Sol paa Bjergetind
Og Dæmringen i Folkesind
For Morgengryet svinder.
Og kan de trende Folk først see
Det Rette og det Sande,
Saa vil de og i Vel og Vee
Tilsammen trofast stande;
Er Folkevillien klar ogr stærk,
Saa voxer af sig selv vort Værk
Trods alle Mørkets Magter.