Hel ofte Haabets Hymner klang
Fra disse Gildesborde,
Og Tankens Maal og Hjertets Trang
Kom lydt og klart til Orde,
Men — vi er kun en lille Flok,
Og Verden har Philistre nok,
Som ærbart raabe Vee og Vok
Til vore vilde Drømme.
Naar skal da Visen, vi har lagt,
I Folkets Bryst faae Mæle?
Og naar skal Ordet, vi har sagt,
Dets Gjerninger besjæle?
Naar skal vor Tankes Morgensol
Staae op i Glands ved Nordens Pol
Og sprede fra dets Kongestol
Sin varme Straalefylde?
Vi veed det ei, — men Han, den Gud,
Som Havets Bølger skilte,
Og viste Vei af Ørknen ud
Til Maalet, som Han stilte;
Som klarede Margretes Aand,
Og sprængte det forrustne Baand, —
Han har endnu det i sin Haand,
At hele hvad Han delte.
O, der behøves kun et Lyn
Paa Verdens dunkle Himmel,
Saa faaer paa een Gang Sands og Syn
Den tankeløse Vrimmel;
Saa brister Egennyttens Glar,
Og gammel Sandhed vorder klar,
Og gammelt Løsen finder Svar:
„Ur vägen Moskoviter!”
Lad derfor høit fra Gildesbord
Vor Sang og Tale lyde;
Thi Handling føde skal vort Ord,
En Fremtid Tonen bryde!
Vor Hu er Ild, vor Villie Staal,
Og fast og vist vort Øiemaal;
Med Haab og Mod, med Tro og Taal
Vi Nordens Enhed bygge.