1.
Hist i Bretagnes Hertugdom,
Som Tiden strøifed udenom,
Naar den med sine tunge Fjed
Et mosdækt Minde tramped ned,
Naar den med ubarmhjertig Haand
Rev sønder et ærværdigt Baand,
Naar den et luftigt Pindehus
Slog op paa Kæmpeværkers Grus; —
I dette Land, hvor Liv og Sprog
Endnu har tusendaarig Duft;
Hvor Sagnet hvisker i hver Krog,
Og der er Sang i Hav og Luft;
Hvor arvet Sæd og Fædres Tro
Med barnlig Kløgt og Enfold tryg
Endnu i Bondens Hjerte groe,
Som paa hans Mark den hvide Byg; —
Der viser man en brusten Mur.
Op til den støttes Hyrdens Skur;
Portalens vide, aabne Gang
Har unge Egetræer gjort trang;
Den sorte, gabende Kamin
Til Dagligstue Uglen tog,
Og for det nøgne Vindve drog
Den vilde Humle sit Gardin.
Men paa Ruinens Plads engang
Der stod et Slot, som hed Kerjean.
2.
Der sad en Herre, djerv og brav,
Hvis aabne Træk hans Skudsmaal gav.
Han havde arvet af sin Slægt
At værge Land og Ære kjækt;
Men var de Begge fri’ og frelst’,
Saa bygged han i Hjemmet helst,
Og dyrked sine Fædres Jord,
Og red sin gode Ganger træt
I Hjortens eller Rævens Spor,
Og øved Herre-Pligt og Ret;
Var sine Undergivne huld,
Hjalp dem med Raad og tidt med Guld.
Men den, der gav hans Hjem Behag,
Der klared for ham Livets Dag
Og lyste for ham i dets Nat,
Hans bedste Lyst, hans største Skat —
Det var hans Hustru, faur og fin,
Saa hed og sød som ædel Vin,
Saa ren og frisk som Morgendug,
Saa duftende som Rosens Blad,
Saa frydefuld som Lærkens Kvad,
Saa hjertensgod, som ung og smuk.
Hun elsked ham, hun gav sin Tro;
Men, som hun eied Vid for To,
Saa havde hendes Hjerte Rum
For meer end een Slags Kjærlighed,
Og hendes Ømheds rige Sum
Slog til for alle dem, der led.
Slotsporten aabnede hun vidt:
Derind tren mødig Vandrer frit,
Og hilsedes med milde Ord,
Og bænkedes ved dækket Bord.
Hvis træt ei blot, men syg han kom
Saa fandt han Seng og Lægedom.
Var fattig han, men rask og stærk,
Hans Arme satte hun i Værk
Med Leen paa den grønne Mo,
Med Pleilen i den fulde Lo.
Og hun ei vented paa den Nød,
Der gjerne sig til Skue bød;
Men søgte ogsaa den, der sky
De Lykkeliges Blik vil flye.
Til Hytterne hun vandred om,
Og bragte Trøst, saa vidt hun kom.
Den unge Kvinde, som hun saae
Med tomme Hænder ledig staae,
Til Stalden sendtes hen paa Stand.
At malke fuld den hvide Spand.
Men hvor hun fandt et gammelt Skrog
I Arnens mørke, kolde Krog,
Did sendte hun af Hør et Bundt.
Og snart sig Tenen snurred rundt,
Og Ilden tændtes op igjen,
Og Gryden kogte over den.
I Væv blev sat det spundne Garn,
Og Lærredet til nøgent Barn,
Til ussel Krøbling, pjaltet Brud
Med begge Hænder deltes ud.
Men er brugt op den glatte Hør,
Ei Fattigfolk dog sulte tør;
Da lige lystig Rokken gaaer
I Hytterne med stride Blaar,
Og Slottets Frue samler ind
For Spindeløn og christent Sind
En Skat af Blaargarn, ru og skævet.
Hør, hvordan ogsaa den blev vævet!
3.
Kong Ludvig til sit Hof har kaldt
Bretagnes ædle Ridderskare.
Paa Landets Slotte overalt
Man flux er færdig til at fare.
De bedste Heste sadles op,
Og snart der færdes Trop paa Trop
Af blonde Kvinder, raske Mænd
Ad Veien til Versailles hen.
Kun Hr. Olivier Kerjean
Ei kommen er endnu afsted,
Thi Fru Françéza vil ei med.
„O, lad mig blive her” — hun bad —
„Her er jeg fri, her er jeg glad.
„Hvem skal, naar begge bort vi drage,
„Paa vore Pligter Vare tage?
„Hvor skal de Fattige faae Brød?
„Skal Sot og Jammer, Last og Død
„Da hilse os velkomne hjem
„Og Nag forbittre vore Dage?
„Nei, lad mig blive mellem dem!
„Reis Du med Gud! Kom snart tilbage!”
Da stod han ikke meer imod,
Men kjendte hendes Villie god,
Og rusted ene sig til Fart,
Og hented ind de Andre snart.
4.
Ved Ludvigs ridderlige Hof
Vandt Hr. Olivier Kerjean
Ved Sindets Snit og Hjertets Stof,
Meer end ved Byrds og Rigdoms Rang,
En hædret Plads blandt Ligemænd
Og mangen brav og ærlig Ven.
Men Vennerne ham spurgte tidt,
Hvorfor hans Dame ei kom hid
Til Aands og Skjønheds Væddestrid;
Og da det sande Svar han gav,
For Hoffets Lyst valgt Hjemmets Krav,
Saa mumled En, det kom vel af
At hun var Aand og Skjønhed kvit.
Men Alle af bretagnisk Blod
Som Een da raabte: „Tvertimod!
„Thi hendes Skjønhed og Forstand
„Er blevet Ordsprog i vort Land.” —
„Ha, ha!” — saa lod de Andres Svar —
„Nu er os Tingen ganske klar,
„Hvi Hr. Olivier sin Skat
„Har under Laas og Lukke sat;
„Thi hun en Anden mere værd
„Sin Gunst jo kunde finde her.‘‘
Da Hr. Olivier blev vred,
Og vidned for det hele Lag,
At han var sikker paa sin Sag
Og paa sin Hustrues Kjærliglied.
„Vor Herre stoled ogsaa vist
„Paa Eva, vor Fru Oldemoer,
„Men skuffedes ved Slangens List.
„I maa da ei fortryde paa,
„At En og Anden af os troer,
„Det Eder ligedan kan gaae.
„See, Hr. Aiguillon staaer der,
„En halv Odysseus, halv Achil
„I Cyprias Beleiringshær,
„Og lige skabt og oplagt til
„At spille Slange mod Enhver.
„Send ham tilbage til Jert Slot!
„Og hvis han taber sit Parti,
„Men det gaaer Eders Frue godt,
„Skal ei alene alle vi,
„Men hele Frankrig Vidne bære
„Om hendes Troskab, Dyd og Ære.”
Da Hr. Kerjean sin Læbe bed,
Og havde heller sagt Besked
Med Sværdets blanke, hvasse Tunge;
Men hvis han slog paa Prøven Vrag,
Hun havde forud tabt sin Sag,
Da vilde Løgn og Klaffer sjunge.
Thi gav han nølende sit Ord,
Og Fristeren til Slottet foer.
5.
Hr. Aiguillon er paa Kerjean,
Har Fruen seet, med hende talt,
Og sander, Rygtet har ei malt
Med falske Farver denne Gang.
Des mere flammer kun hans Blod,
Des mere ægges kun hans Mod.
Han spilder ei med Suk sin Tid,
Men ødsler med sin Skjemt, sin Vid,
Sin Finhed og sin Smigrekunst;
Dog, længe er det Alt omsonst.
I Brevet, som han overgav,
Har Hr. Kerjean sin „Ven” ham kaldt,
Det Navn hun husker fremfor Alt,
Og trolig lyder hun dets Krav.
Hun jager med sin ædle Gjæst
Igjennem Skovene tilhest;
Hun morer ham med Spil og Sang;
Hun sidder Vinteraftnen lang
Og lytter til, mens han fortæller
Italiens ypperste Noveller.
Han nærmes hende meer og meer;
Hans Øie alt om Elskov be’er.
I Spøg forlanger han og faaer
En Sløife, sat paa hendes Haar.
Saa raner han med Finger let
En Naal, hun bar i sit Corset.
Tilsidst af hendes Haand han sled
En Ring — da blev hun næsten vred,
Men burde jo tilgive den,
Som hendes Husbond kaldte Ven.
Nu, mener han, er Maalet nært,
Og hvad tilbage staaer ei svært.
Nu vover han en dristig Bøn,
Om hun vil møde ham i Løn;
Men Svaret er et fyndigt Nei.
Han bøier altsaa af sin Vei,
Men da en føie Tid er gaaet,
Saa troer han atter Maalet naaet,
Og vover samme Bøn igjen.
Hun svarer rolig: — „Ja, min Ven!
„Men siig mig, hvor vi mødes skal?
„Det gaaer ei an i denne Sal,
„Hvor Tyendet gaaer ud og ind,
„Og i mit Sovekammer vil
„Min Pige lægge Øret til.
„I Haven var der bedre Ro,
„Men kold og mørk er Natten jo.
„Dog, Noget rinder mig i Sind.
„I Pulterkamret tæt herved,
„Der har ikkun min Væv sit Sted
„Og mine Fattigkoners Spind.
„Der mærkes Stevnemødet ei.
„Hvis I vil sidde indelukt
„I det, til hvert et Lys er slukt
„Paa Slottet — vel, saa kommer jeg.
6.
Nu er han sikker paa sin Seir.
Midt i sin skjønne Fjendes Leir
Han alt med sine Ønsker stod,
Og Seirens Løn sig smage lod.
Hun havde jo Geværet strakt,
Og anerkjendt hans Overmagt,
Og udleverede sig selv
Endnu i denne samme Kveld.
Og mens de Ventetimer krøb
Som Snegle, snelt hans Tanke løb.
Hvi skulde han ei Tiden bruge,
Og melde sit afgjorte Held
Til dem, af hvem han var udsendt?
Der gik jo Tid, gik mindst en Uge,
Før hans Bedrift blev dem bekjendt.
Som tænkt, saa gjort. Han skrev et Brev,
Hvori hans Seir berettet blev
I zirlig Stil med classisk Sving,
Bilagt med Sløife, Naal og Ring,
Og sendte flux med dette Bud
Sin Tjener til Versailles ud.
Saa gjorde han sit Toilet.
Sit Haar han lod i Krøller slaae,
Trak hvide Silkestrømper paa
Og Sko med Spænder af Demant;
Trak i sin røde Fløiels Dragt,
Med Guldgaloner rigt belagt,
Besat med brabantsk Kniplingskant.
Han Gallakaarden om sig bandt,
Og satte paa sin Fjerbaret,
Og iled saa med lette Fjed
Til Selskabssalen atter ned,
Hvor Fruen sad med Smil paa Kind
Og hurtig lukkede ham ind
I Kammeret til Væv og Spind. —
Der stod han da i al sin Pragt,
Og glatted stadig paa sin Dragt,
Imens han lytted som en Hund
Den lange, lange Aftenstund,
Til Slottets store Port var lukt
Og hvert et Lys forinden slukt.
Saa hørte han en Dør, der gik.
Endnu han kastede et Blik
I Mørket nedad sin Person
Og satte sig i Position.
Han lytted atter, — sagte Fjed
Ned gjennem Corridoren gled.
Der var ei længer Tvivl derom,
Hans Lykkes Time slog. — Hun kom.
7.
Hans Tjener drog imidlertid
Ad Veien mod Versailles frem,
Og naaede langt om længe did,
Og bragte Brev og Bud til dem,
Der bort hans Herre havde sendt.
Dets Indhold næste Øieblik
Var hele Hoffets Kreds bekjendt,
Og Hr. Kerjean sin Skændsel fik
Berettet med et ynksomt Smil,
Der saared meer end hvassest Pil.
Han stod, som ramt af Himlens Lyn.
Bort fra hans Kind al Farve veg,
Mens Blodet op fra Brystet steg
Og stemmede hans Aandedræt.
En Taage trak sig for hans Syn;
I Haand han knuged sin Baret;
Til Gulvet groede fast hans Fod,
Som den hans Tanke stille stod,
Og Krampe rystede hans Krop.
Saa stod han — men kun eet Minut.
Da var hans Smertes Trolddom brudt,
Da hented dybt han Aanden op,
Og Lyn der fra hans Øie skød,
Og frygtelig hans Stemme lød,
Da han begjærede sin Hest,
Og sprængte bort i Slud og Blæst.
Han red, han vidste selv ei hvor,
Kun frem og altid frem mod Vest.
Han spurgte ei om Vei, om Spor,
Men lod sin gode Hest derom,
Blot frem og altid frem han kom.
Han red ved Dag, han red ved Nat,
Men saae ei Morgenrøden grye,
Ei Aftensolen synke mat,
Ei Nattens Stjerne, Dagens Sky;
Han mærked ikke Stormens Tag,
Ei Regnens Fald, ei Haglens Slag;
Men frem og altid frem han red,
Og standsede kun da, naar træt
Hans raske Ganger sank i Knæ.
Saa søgte han en Hyttes Læ,
Og hen til den en Skofte smed,
Og saa afsted, naar den var mæt.
Saadan i Dage sex han red;
Mod Kveld den syvende nu led.
Da følte paa sin hede Kind
Han Klap af Havets friske Vind,
Da hørte han den dybe Klang
Af Bølgerne, der brød sig mod
Bretagnes steile Klippefod,
Og saae sig om for første Gang,
Og saae, at han var nær sit Hjem;
Thi over Skoven titted frem
De høie Gavle af Kerjean.
Da holdt han stille og steg af,
Og fri sin sprængte Ganger gav,
Som stønnende sig fremad slæbte.
Da fra hans Bryst et Suk der brød:
„Tilgiv mig, Gud! Min Hest jeg dræbte
„Som var mig tro indtil sin Død,
„Alt for en Viv, som er det ei.”
Saa tog han gjennem Skoven Vei
Derop, og naaede Porten snart,
Og banked, saa det havde Art.
8.
Igjennem Slottets hvalte Gang
Porthamrens dumpe Stemme klang.
Françéza i sit Kammer sad,
Og hørte den og raabte glad:
„Min Gud, nu banker Hr. Kerjean!” —
Flux nedad Trapperne hun fløi,
At kaste sig udi hans Favn.
Da hørte hun med Stemme høi
Og barsk ham nævne hendes Navn.
End meer bevinged hun sit Skridt,
Og aabned sine Arme vidt.
Men mørk og kold og stiv han staaer,
Og griber hendes Hænder haardt,
Og drager hende ilsomt bort
Ind i det ensomme Capel,
Som var ei langt derfra, og selv
De tunge Dørre i han slaaer.
Hans bittre Harm, hans Smertes Glød,
Som længe holdtes stænget inde,
Nu frem i høie Flammer brød;
Og mens han knuged hendes Haand,
Udraabte han: „Du slette Kvinde!
„Siig mig, hvor er Aiguillon?” —
„For Himlens Skyld!” — hun stammed bleg
„Vær ikke vred, jeg har gjort Alt,
„At hindre det, som forefaldt.” —
„Men ikke kunnet det?” — han skreg. —
„Nei, men det er hans egen Feil.
„Han blev forelsket strax og løb
„Fremad for fleer og flere Seil.” —
„Og Du gav meer og mere Kjøb?” —
„Det var dog ikke store Ting.
„Et Baand, en Naal af Guld fik han.” —
„Og saa en Ring?” — fnøs hendes Mand. —
„Ak ja, jeg troer, han tog en Ring.
„Men dermed han ei nøies vilde:
„Saa maatte jeg ham lukke ind
„I Pulterkamret til mit Spind
„Mod Løfte om at komme silde” —
„Du kom?” — „Til Dørens Laage hen
„Jeg gik og sagde til Din Ven” —
„Hvad talte Du med ham? Siig frem!” —
„At han kom ikke ud igjen,
„Før Hr. Kerjean var kommen hjem.”
Da gjorde Hr. Kerjean et Spring:
„Har Aiguillon Du lukket inde?” —
„Ja, indtil han er færdig med
„At væve hvert et Blaargarnsfed,
„Som han i Kammeret kan finde.
„Først gjorde, han sig vred og vild,
„Men Sult har gjort ham blid og spag,
„Og hurtig lærte han sig til
„At væve Tepper godt og smukt,
„Som Ingen før har kjendt og brugt.
„Hør blot, hvor flittig Væven gaaer!”
Forbauset lytter Hr. Kerjean,
Som op til Døren lænet staaer,
Og ganske rigtig: Vævens Slag
Gjenlyde i den stille Gang.
Endnu han tvivler dog, endnu
Er han ei rigtig glad i Hu.
Da føres han ved hendes Arm
Til Pulterkamret hen og seer
Den fine, strunke Cavaler,
Seirvinderen fra Hoffets Fester,
I Fløil og Guld og Knipling klædt,
Med Kaarde og med Fjerbaret,
Beskæftiget som Vævermester.
Da brast hans sidste Tvivl og Harm,
Han drog sin Hustru til sin Barm,
Og fyldte med sin Latters Klang
Det lykkelige Slot, Kerjean.
9.
Den fangne Fugl blev sluppen ud,
Mod Løfte om at Brev og Bud,
Som altfor tidlig sendtes bort,
Og ramte uret Mand saa haardt,
Skal vorde udi Eet og Alt
Høitidelig tilbagekaldt:
At Frankrigs Ridderskab skal kjende,
Hvor skammelig han kom tilkort,
Hvor dybt han har fornærmet hende;
At strax tilbage han sit Rov
Af Sløife, Naal og Ring skal sende.
Men Fru Françéza gi’er ham Lov
At gjemme hine Minder smaa
Om hendes Seir og hans Forlis;
De være skal en Ærespris
For Tepperne, han hitted paa.
Saa reiste Hr. Aiguillon
Bort til Versailles og Paris.
Hans Blaargarnstepper fandt et Hjem
Hvor hendes Haand uddelte dem.
Der væves de den Dag idag,
Der varme de endnu hver Nat
Rødkindet Pusling, Gubbe svag
Og haardfør Mand, af Møie mat,
Der mindes, hvordan de blev til.
Der prises over hendes Grav
Den Dyst, hun, lige skjøn og snild,
Gik ud med Seir og Ære af.
Der lever end i Sagn og Sang
Den gode Frue paa Kerjean.