Et Kys engang er blevet Grændsen,
Som skilte For- og Fremtid ad,
Og Skæbnens Lov har været skrevet
Paa Pigelæbens Rosenblad.
Et Kys har aabnet Mandens Stræben
Den Vei, som for ham syntes lukt;
Et Kys har løsnet Ørnens Vinger
Og spændt dem ud til dristig Flugt.
Et Kys har med sin milde Flamme
Engang tændt Ærens høie Baun;
Et Kys har givet Danmarks Saga
I Gjem et herligt Heltenavn.
1.
Han var en Svend saa sund og kraftig,
Som nogen af den jydske Rod,
Med aabne Træk og brede Skuldre,
Med modig Sjæl og fyrigt Blod.
En Aandens Kriger var han vorden,
Soldat udi den sorte Hær;
Men Bog og Pen han heller bytte
Gad med en Hest og med et Sværd.
Ud i den vide Verden higed
Han efter Roes og Eventyr;
Men Armod bandt til Fædrejorden
Med Lænke tung den stakkels Fyr.
Han svælgede i Hædersdrømme
Og drak af Haabet mangen Rus;
Men dagligt Brød han fik af Naade,
Og borget var hans Glædes Krus.
En Dag med tvende Kammerater
Han vandred under Voldens Løv,
Og veired Sindet ud i Solen
Og pumped Lungen lænds for Støv.
Paa een Gang han i Farten standsed,
Og glemte, hvad han vilde sagt;
Det var, som pludselig han ramtes
Af en usynlig Tryllemagt.
Hinsides Gaden i et Vindve
Der sad en Pige faur og fin,
Halv skjult af store Gyldenlakker
Og et misundeligt Gardin.
Og dette Syn det var, der fængsled
Hans Blik, hans Tanke og hans Fod,
Til, vakt af sine Venners Latter,
Han skamfuld rødmed som et Blod.
„Hør, Poul! Du mener jo, at Lykken
„Dig bier paa en fremmed Strand;
„Men om den hjemmefra Dig følger,
„Det kan vi prøve nu paa Stand.
„Ifald hin unge, skjønne Jomfru,
„Der bragte Dig fra Samling nys,
„Er villig til for vore Øine
„At række Dig sin Mund til Kys —
„Saa skænke vi Dig Reisepenning,
„At Du kan fare flux afsted
„Ud i den vide, skjenne Verden:
„Det er vort Ord, det staae vi ved.
Saa talte af de To den Ene,
Den Anden talte med et Nik.
Et Øieblik sig Poul betænkte,
Saa vendte han sig om og gik.
2.
Alene i Dagligstuen
Professorens Datter sad
Og nynnede paa en Vise,
Hun lærte sig udenad.
Af sytten Sommeres Fylde
Løftedes Barmens Hvælv,
Hvor rig hun var i sin Ynde,
Det anede mindst hun selv.
Thi Stempel af Sjælens Renhed
Hver Skjønhedslinie fik,
Og Hjertensgodheden lyste
Igjennem det klare Blik.
I Hjemmets ensomme Stilhed
Hun var i sit Element,
Og kjendte den store Verden
Saalidt, som hun selv var kjendt.
Hun kjendte dens falske Pænhed
Saalidt som dens frække Spøg,
Men fulgte en indre Stemme,
Der aldrig for hende løi.
Det banked sagte paa Døren,
Og Jomfruen lukkede op;
Forundret Ungersvenden
Hun maalte fra Taa til Top.
„Min Fader er ikke hjemme:”
Hun talte, da taus han stod
Og søgte forgjæves efter
Sit raske Ungdomsmod.
„I vredes ei, ædle Jomfru!
„Jeg søger Jer Fader ei;
„Til Eder er det alene,
„Jeg styrede hid min Vei
„Det Ærind, jeg har til Eder,
„Er vistnok af selsom Art;
„Men vil I taalmodig høre,
„Saa faaer jeg det vel forklart.
„Jeg føler herinde Evne
„Til mandig og dristig Daad;
„Men til at søge min Lykke
„Jeg haver saa daarlig Raad.
„Jeg længes til fremmede Lande
„At vinde et hædret Navn;
„Men kæmpe maa jeg herhjemme
„Daglig med Armod og Savn.
„Nu haver jeg tvende Venner,
„Som sprænge kan mine Baand;
„Men Vilkaaret, som de sætte,
„Det ligger i Eders Haand.
„At skænke mig Reisepenning
„Det have de lovet nys,
„Ifald blot for deres Øine
„I skænke mig vil — et Kys.”
Ned over Jomfruens Kinder
En Purpuriling der foer,
Og hendes Læbe sig krused
Alt til et harmfuldt Ord.
Dog, førend Ordet hun nævned,
Løfted hun Øiet igjen,
Skulde dets Lynslag ramme
Den dristige Ungersvend.
Men ak, der stod han saa rolig,
Baade beskeden og kjæk,
Med saa ærbare Miner
Og med saa ærlige Træk.
Atter sig Jomfruens Øie
Sænked, thi Lynet var spildt;
Og med en dybere Rødme
Svared hun venlig og mildt:
„Uret har I vel sagtens,
„At I med saadan en Bøn
„Op til en ærbar Qvinde
„Haver Jer sneget i Løn.
„Men om Jert Aasyn ei lyver,
„Saa er I ædel og god,
„Derfor jeg Eders Lykke
„Ei heller vil staae imod.”
Tog hun ham saa ved Haanden,
Sammen til Vindvet de gik.
Jomfruen blussed og bæved;
Kysset han tog og fik.
3.
Han reiste did, hvor Kampens Bulder
Til Arbeid kaldte kjække Mænd,
Og Hæderen stod som paa Pinde
For hvem der vilde fange den;
Did, hvor al hjemløs Kløgt og Manddom
Blev samlet af den store Zar,
For Krigens Dont og Fredens Kunster
At lære Østerlands Barbar.
Her var en vid og frodig Ager,
Hvor han den Rigdom kunde saae,
Som Ingen hjemme havde agtet,
Mens den i Armods Gjemme laa.
Her modnedes i Dagens Straaler
De skjulte Evner og bar Frugt,
Og hver en Drøm, hans Ungdom drømte,
Hans Manddoms Kraft opfyldte smukt.
Her mangled Rum ei for hans Virken,
Her Maal og Meed hans Higen fandt:
Paa Pultavas blodstænkte Snemark
Han sine Riddersporer vandt.
Fra Slag til Slag han Zaren fulgte,
Og Lykken fulgte i hans Spor;
Den Roes, som rundelig han høsted,
Alt vidt paa Rygtets Vinger foer.
Da spurgte han, at Krigen atter
Var naaet til Danmarks Kyster hen,
Da tænkte han: nu Fædrelandet
Behøver alle sine Mænd.
Og Orlov bad han sig af Zaren
Og ilte til den danske Hær,
Og bød Kong Frederik den Fjerde
Sit Snille og sit gode Sværd.
Nu, med en fremmed Æres Stempel,
Var han ei meer at kimse ad;
Nu var af hjemlig Glands og Hæder
Tilfals saa meget, som han gad.
Nu Alle maatte lydt bekjende,
At stor han var i Ord som Daad;
Saameget, som hans Arm i Slaget,
Hans Stemme gjaldt i Kongens Raad.
Og gyldne Naadestegn i Mængde
Han for sin Troskab fik i Løn,
Og Adelsbrev og Skjoldemærke
Blev skænket Bedemandens Søn.
4.
Alene i Dagligstuen
Professorens Datter sad
Og nynnede paa en Vise,
Hun havde lært udenad.
Den Vise var om en Ridder,
Der foer paa fjerne Tog,
Men havde en Fæstemø hjemme,
Hvis Billed med ham drog.
Omsider han kom tilbage
Med Ære og med Guld
Og hende fandt saa trofast,
Som han var hende huld.
Og Jomfruens tause Tanker
Leged ved hendes Sang;
Hun tænkte: mon han dog ikke
Kommer igjen engang?
Mon han endnu i det Fjerne
Tumler sig stærk og kjæk,
Eller mon Dødens Bleghed
Dækker de ædle Træk?
Det banked sagte paa Døren,
Og Jomfruen lukkede op;
Forundret en fornem Herre
Hun maalte fra Taa til Top.
Med Guld hans Kjortel var bræmmet,
Og Ordner skjulte hans Bryst,
Hans Kind af Solen var brunet,
Men Øiet var kjækt og lyst.
„Min Fader er ikke hjemme,”
Forvirret stammede hun:
Thi han stod, som han vented
En Hilsen af hendes Mund.
„I vredes ei, ædle Jomfru,
„Jeg søger Jer Fader ei,
„Til Eder er det alene,
„Jeg styrede hid min Vei.
„Det Ærind, jeg har til Eder,
„Er vistnok af selsom Art;
„Men vil I taalmodig høre,
„Saa faaer jeg det vel forklart.
„Siig, husker I det ei længer?
„For syv Aar siden en Dag
„Kom her en dristig Yngling
„Og Jer betroede sin Sag.
„Da tog I venlig imod ham
„Og skænkede ham et Kys,
„Der førte fra Ringheds Skygge
„Ham ud i Livets Lys.
„I Manden, der staaer for Eder,
„Hin Ungersvend I seer;
„Nu har han af Guld I og Ære
„Sig hentet nok og meer.
„Men hvorhen Skæbnen ham førte,
„I Kampens blodige Leg,
„Dog Eders yndige Billed
„Ei af hans Tanke veg.
„Og mellem sin Ungdoms Drømme
„Han ingen drømte saa skjøn
„Som den, at finde hos Eder
„Engang sin Manddoms Løn.
„Og hvis I ham ikke hader,
„Og ei Jer Frihed har tabt,
„Vil I da dele den Lykke,
„Som selv I haver skabt?”
Just fjorten Dage derefter
„Vor Frue” stod i sin Pragt;
Ikkun den dybe Hvælving
Trodsed Lysenes Magt;
I Professorernes Gaarde
Skinned hvert Vindve klart;
De nærmeste Gader gjenlød
Af Carossernes Fart;
Og udenfor Kirken trængtes
Nysgjerrige Qvinder og Børn.
— Da ægtede Ingeborg Vinding
Poul Vendelbo Løvenørn.