Jarl Hakon sover i den sorte Kiste,
Og Nordens store Helteold er lagt
Med ham til Hvile der. — Han var den Sidste,
Der kaldte den til Liv ved Kunstens Magt:
Den Sidste, i hvis Skikkelse den præged
Sin Manddomsstyrke og sin Ungdomsglød;
Den Sidste, i hvis Stemmes Malm den lød,
Og Nutids Slægter løfted og bevæged.
Var han en Kunstner stor? Var han en mindre?
O, lad Kritiken tie ved hans Grav!
Er det ei nok, taknemlig at erindre
Hvad af sit Overflod hans Snille gav?
Endnu engang at samle i et Billed
Hin fulde Kraft, hin Følelsernes Ild,
Som lued gjennem Alt, hvad han fremstilled,
Og baned Vei til Hjerterne hans Spil?
Hans Stemme var den Lur, som Oehlenschläger
Behøved for at vække Folkets Sands;
Hans Læbe var det gyldne Festens Bæger,
Hvor Sangens Drue sprang med dobbelt Glands;
Hans Styrke var den Hammer, som forklaret
Lod Tankens Skabning gaae af Stenen frem;
Hans Hjerte var det Speil, som aabenbared
Hvad der endnu laa skjult i Ordets Gjern.
Og hvis der risler Marv i Folkets Arme,
Hvis Kraft til Handling bæver i dets Haand;
Og hvis dets Hjerte rummer ædel Varme,
Hvis høie Tanker voxe i dets Aand;
Og hvis med løftet Pande det vil skride
Imod sin Skæbnes mørke Kiming frem;
Hvis det vil mandig stride, modig lide,
Til frit og frelst det har sit skjønne Hjem; —
Saa har ei heller han forgjæves levet,
Om end med Strømmen gled hans lette Baad,
Saa skal hans Navn paa Danmarks Skjold staae skrevet
Blandt Deres, som har øvet større Daad;
Thi han har været med at pløie Jorden,
Og han har været med den Sæd at saae,
Hvis modne Ax til Næring skal forslaae
For Folkets friske, sunde Liv i Norden.