Dengang Odysseus om paa Havet irred,
For til sit fjerne Hjemland Vei at finde,
Da sad etsteds paa Strand en deilig Kvinde,
Hvis Tryllesang i Aftenluften dirred.
Men hvo der lyttende paa hende stirred,
Forliste ynkelig paa Klipper blinde;
Odysseus lod sig fast til Masten binde,
Derfor Sirenen ei hans Sind forvirred.
Som Grækeren paa Livets Hav jeg krydser,
Men mig Sirenen følger paa min Snekke,
Og hendes Sang min skjulte Kummer dysser,
Og hendes Røst min gode Kraft vil vække,
Og jeg taknemlig hendes Hænder kysser,
Thi Vei til Himlen viser hun os Begge.