†
†
Anna Nørregaard
8. Marts 1880.
8. Marts 1880.
Højbaaren var hun af Hjerte og Vilje
mer end af Slægt og af Navn,
styrede udad paa brusende Tilje,
vragende Døgnlivets rolige Havn.
Vække sit Folks henslumrede Kraft,
løfte dets Syn fra Lofterne lave,
fylde dets Aarer med ædlere Saft,
lære det værge Fædrenes Grave, —
det var det Værk,
hvortil hun vied sig frejdig og stærk,
gav det og tog det i Fæstensgave.
Aldrig hun Modet og Tilliden misted,
tabte ej Maalet af Sigt,
om Illusionernes Bobler end bristed
trofast og ivrig hun gjorde sin Pligt.
Tænkende meget, mindst paa sig selv,
redende Livets blandede Traade,
lysende mildt i Skumring og Kveld,
gjættende Kjærligheds dybe Gaade;
thi hun har vidst
altid, at Menneskestræben tilsidst
ender i Suk om Vorherres Naade.
Nu vil det blinkende Øje ej byde
tiere Velkomstens Tegn,
Smilet, det fine og kloge, ej bryde
Alvorens Skygge om Læbernes Hegn.
Alt er fortært af den graadige Død,
Ordet paa Tunge og Rosen paa Kinde;
snart i sit Fædrelands elskede Skød
gjemmes den faure og kjække Kvinde.
Aanden hos Gud!
Her kun de Ymper, hun plantede ud,
de — og et kjærligt, velsignet Minde!