For „Vega”-Farerne
19. April 1880.
19. April 1880.
Vift stolt paa Tidens Bølge,
blaagule Broderflag!
Dit gamle Heltefølge,
det lever end idag.
Hvorhen Du kalder, møder
en Skare, kjæk og kry,
og mandig Daad gjenføder
de store Fædres Ry.
Den Aand, som Vikingsnekken
skød ud fra skovklædt Strand,
den Aand, som — sidst i Rækken —
var med ved Helgoland,
den fløj paa stærke Vinger
igjen fra Norden ud,
men som Kulturens Bringer
og Fredens Sendebud.
Isørknens vide Sletter
ej trættet har dens Flugt;
de maanedlange Nætter
dens Ild og Mod ej slukt;
frem bar det, til den naa’de
sit fjerne Maal i Øst,
og Videnskabens Gaade
af svenske Mænd var løst.
For Dem, der brød sig Bane
i Polens stængte Hav,
og planted Sejrens Fane
paa Gamle Berings Grav,
Europas store Stæder
har tømt en Velkomstskaal;
men bedst til deres Hæder
dog klinger Hjemmets Maal.
Vift stolt fra Stang og Master,
blaagule Broderflag!
thi Straaler paa Dig kaster
endnu et vundet Slag.
Mens „Lyrens” Stjerner tindre
og spejle sig i Sø,
skal Verden Dem erindre,
og „Vegas” Navn ej dø!