For Danmark
11. Marts 1882.
11. Marts 1882.
Vi har et gammelt Fædreland,
hvor Stammens Arne tændtes,
og fra hvis fyrrekronte Strand
til Viking Sejlet spændtes.
Det skrev i Øst- og Vesterled
sit Navn med blodig Finger,
gav sine Kæmper Højens Fred
og Daaden Drapets Vinger.
Men efter Morgenrøden klar
kom mørke Uvejrsdage,
og af den gamle Storhed har
det Stumper kun tilbage:
en Øgaard og en Strimmel Jord
imellem tvende Have,
hvor Lærken slaar og Rugen gror
højt over Fædres Grave:
Dog, hvad det har af Lande mist’
og hvad af Folkegrene,
og hvad det led ved Vold og List,
af Venner ladt alene, —
dets Sønners fulde Kjærlighed
end silde skal erstatte,
og værge for dets Ret og Fred
og vogte Aandens Skatte.
Og hvad de har af Snillets Magt,
af Kræfter og af Vilje,
som Frodes Guld skal vorde lagt
paa dets beskaarne Tilje.
Og om det kræver Liv og Blod,
naar Kampens Time stunder,
saa vil de dø med mandigt Mod,
før Danmark skal gaa under.
Held følge da vort gamle Land
i alle Tidens Skifter,
saalænge Bølgen slaar mod Strand
og Vinden fra den vifter!
Naar Hvermand trolig gjør sin Pligt,
saasnart som Danmark kalder,
det vorder end paa Lykke rigt,
og staar, til Verden falder.