Han gynged paa Havet og trak sin Medesnor,
Da hørte han en Hvisken af liflige Ord.
Men lyt ei, lyt ei, Ungersvend, til den falske Havfrues Tale!
„Kom ned under Bølgen og hvil Dig i min Favn!
„Jeg dulmer alle Sorger og stiller hvert Savn.
„Kom ned under Bølgen og tryk mig til Dit Bryst!
„Jeg skjænker Dig al Verdens og Himmerigs Lyst.
Han saae gjennem Bølgernes blanke Silkeslør,
Og mere fager Qvinde han aldrig saae før.
Hun satte sig hos ham og rakte ham sin Haand,
Da brast hans Tankes Traad og de hjemlige Baand.
Hun tog ham om Skuldren og rakte ham sit Kys,
Da slukte for hans Øine sig Himmelens Lys.
Og Baaden drev langsomt mod Strand, men den var tom.
Tilbage til sit Hjem aldrig Fiskeren kom.
Men lyt ei, lyt ei, Ungersvend, til den falske Havfrues Tale!