†
†
Hvil Du sødt i Danmarks Jord!
Du har elsket det saa saare,
Og dets Folk taknemligt snoer
Sine Krandse om Din Baare.
Vi vil føle dybt Dit Savn
Paa vor Fremtids dunkle Veie,
Og vi gjemme vil Dit Navn
Blandt de kjæreste, vi eie.
I Naturens Helligdom,
Blandt de tause Planters Skare
Vanked helst Din Tanke om,
Dvæled helst Dit Blik, det klare;
I Dit eget Væsens Bund
Speiled Planten sig fortrolig,
Derfor var Din Sjæl saa sund
Og saa reen og fri og rolig.
Derfor stod i Livets Dyst
Du saa fast og uforskrækket;
Derfor har Din milde Røst
Hjerter ramt og Aander vækket;
Derfor lyste vidt Dit Blik
Som en sikker Ledestjerne,
Mens Du lig en Heros gik,
Gjenopvakt fra Tider fjerne.
Algodheds Gud, Du vil modtage
Hans Sjæl i Evighedens Fryd!
Beskyt det Værk, han lod tilbage,
Hans Mindes Lys, hans Gravhøis Pryd!
Velsign, o Gud, vort Fædreland,
Det bede vi, det beder han!