Ved Afsløringen af Niels Juels Mindesmærke
21. September 1881.
21. September 1881.
1.
Det Hav, som bruser om vor Kyst,
var Stammens moderlige Amme;
det gav den Næring af sit Bryst
og pusted Viljens Glød i Flamme;
det drev den ud fra Skovens Ly
til Vikingfærd og evigt Ry.
Og Slægter løste Slægter af,
og Solskin vexlede med Skygge;
men altid paa det blanke Hav
der voxed Hæder, blomstred Lykke;
blev Kjærligheden til det kold,
brast Danmarks bedste Sværd og Skjold.
Det fostrede en Ungdom op,
saa sund af Sjæl som sejg af Sene,
der klattrede i Vant og Top,
som Fuglene i Skovens Grene;
der sang i Storm af fuldest Bryst,
og gik, som til en Dands, i Dyst.
Det modnede en Flok af Mænd
med Øje skarpt og Tanker klare,
der gav sig selv i Pligten hen,
og rolig trodsed Nød og Fare;
hvis faste Haand, paa Roret lagt,
brød Danmarks Vej til Ros og Magt.
Den største mellem dem var Han,
hvis Træk nu skal for Lyset træde,
som Vidne for den hele Stand,
som Perlen i den lange Kjæde,
der naa’r fra Vendens lave Strand
til Kongedyb og Helgoland.
2.
Niels Juel gav Agt paa Stormens Brag
og Timens Flugt,
og da den kom, han slog et Slag,
saa Drønet høres end idag,
og Luer glimte i vort Flag
fra Kjøgebugt.
Og som han Fjendens Linje brød,
hans Ry vandt over Grav og Død;
før sank hvert Sejl i Havets Skød,
end det blev slukt.
Men derfor skal hans Billed staa,
ved Kunstens Magt,
nær Havnen, hvor hans Snekker laa,
nær Værftet, de blev tømret paa,
at lære Folkets Hjerter slaa
med hans i Takt,
saa, lydigt under Pligtens Tvang,
det vandrer Ærens faste Gang,
og ud at slaa for Væng og Vang
Gaar uforsagt.
O Du, som Verdens Kurs har sat
paa Tidens Hav,
som ene ser i Mulm og Nat,
som stoltest Sejler sænked brat,
men den, der var af Haab forladt,
din Medbør gav —
bevar os vore Fædres Hjem!
Lad ej vor Slægt beskæmme dem,
men kald os nye Helte frem
af Heltes Grav!