Carl Ploug (1813–94)

Jeg skal ej klage over, at jeg ældes

at Haarets Rester tyndes, og mit Øje

ej skjelner skarpt, mit Øre ikke nøje,

og at min Axel ynder mest at hældes;

Ej over, at, hvad let sig skulde føje,

nu ofte tungt og langsomt frem maa trælles;

ej heller, om jeg ud af Laget meldes

og tie maa, hvor drukne Fauner støje;

naar kun din Kjærligheds løvfulde Ranke

vil fast sig om min tørre Stamme linde,

og Solens Ild og Duggens Draaber sanke,

og skærme den mod mørke Luners Vinde,

og aande Ungdomsstyrke i min Tanke,

saa Døgnets Dunstkreds aldrig den kan binde.