Ved Mindefesten for Orla Lehmann
26. November 1870.
26. November 1870.
1.
Morgendæmringen taaget
hyllede Mark og Skov;
faa de vare, som vaaged,
mange de var, som sov.
Halvandethundred Aars Dvale
paa Folkeaanden var lagt;
til mandig Daad eller Tale
den havde forlist sin Magt.
De liflige Tonestrømme,
som gjennem Dæmringen flød,
de skabte kun lyse Drømme,
men endte ikke vor Nød.
De maned Oldtidens Skygge,
de peged ad Fremtids Vej;
men Nutidens Borg at bygge
det aarked Tonerne ej.
Mens ude Stormene sused
og kasted Gittrene ned,
her var det, som gjennem Huset
en sagte Trækvind gled.
Den aabnede dog en Laage;
men hvo som keg ud deraf,
saa’ kun den evige Taage,
der dækkede Land og Hav.
2.
Da lysned det. Et Purpurskær
sig viste Horisonten nær,
og op af Skyen, mørk og tung,
der steg en Solgud, skjøn og ung.
Han styred frem sit kaade Spand,
og snart stod Himlens Kreds i Brand.
Ud fra hans Pande Straaler sprang,
som skørnede den frosne Vang,
som vakte Liv og skabte Lyst
og tændte Haab i Folkets Bryst;
og Luer gik der fra hans Mund,
som varmede til Hjertets Bund.
Og Buen holdt han i sin Haand,
og Pile odded let hans Aand,
og Strengen hven og Pilen fo’r,
og faldt ej virkningsløs til Jord,
men borede sit hvasse Staal
i hvad der var hans Harmes Maal.
Men opad altid gik hans Vej,
de lave Med han ændsed ej.
Og hæfted ved ham Brøst og Bræk;
de skæmmed dog ej Aandens Træk,
de hæmmed ej hans Viljes Flugt,
de ødte ej hans Gjernings Frugt.
3.
Han arved Phoebus’ Bue,
den lysende, varmende Kraft,
men aldrig den strengede Lyre
i Hænde han haver havt.
Han fik ej Evnen at slynge
sin lette Tanke til Sang;
men dybt i Sjælen laa Strenge, —
hans Tale fik Lyrens Klang.
Den kunde stige og falde,
som Tonernes Veje gaa;
den kunde risle og bruse,
den kunde som Lærken slaa.
Den kunde lokke og binde,
den kunde og ringe til Storm;
den kunde ryste og tvinge;
den mangled kun Sangens Form.
4.
Ungdommens Yndling,
elsket som Ingen;
Talsmand for Tidens
treløbne Tanke,
Frihedens første,
frygtløse Stridsmand,
Fædrene-Arvens
aarvaagne Skjoldvagt,
Fører mod fælles
Fremtid for Norden,
højest og herligst
hæved han sig.
Sejerens Stjerne
steg, hvor han stiled;
hvad han har villet,
voxer og varer.
Sæd har han saa’t, som
Samtiden mætter;
modnet skal Mere
mejes af Andre;
sildige Slægtled
sande med Undren,
hvad han har været,
hvad vi har tabt.