Ak, jeg er bleven fattig, derfor rutter
jeg ikke mer med Viser og Sonnetter.
De fleste Rhytmer, som jeg sammenfletter,
jeg selv forstemt i Kakkelovnen putter.
Nu slaa ej Timer til, som før Minutter;
hvad jeg har digtet, retter jeg og retter,
indtil det Hele ud jeg modløs sletter;
det er paa Tide, at mit Spil jeg slutter.
Men at jeg bliver taus, Du ikke lider;
Du mig forbyder, Lyren bort at hænge;
Du fordrer, at min Vingehest jeg rider.
For Dig jeg gjør, hvad ej jeg gjør for Penge;
for Dig jeg trodsig mod min Afmagt strider.
Du faaer det sidste Klimp af mine Strenge.