Tidt synes mig, der er ei meer at gjøre:
Min Sang har malt, hvad i mit Hjerte lued;
Mit Ord har talt, hvad jeg i Tanken skued;
Mit Flag har ført, hvorhen det kunde føre.
Skal for en Slægt, forfjamsket og forkuet,
Jeg synge hvad jeg veed vil Ingen røre?
Og skal jeg tale for det døve Øre,
Indtil jeg snart til Taushed vorder truet?
Men naar da kjærlig mig Din Arm omslynger,
Naar ved Dit Bryst til Ro mit Hoved lægges,
Ei Træthed og Forsagthed meer mig tynger.
Saa voxer Modet, og min Spændkraft vækkes,
Og ufortrøden taler jeg og synger,
Og skrider fremad uden at forskrækkes.