For Universitetet
4. Juni 1879.
4. Juni 1879.
Højbaarne Datter af kongelig Vilje!
knæsat af Kirken og døbt paa dens Tilje,
borgerlig dog i din Færd og dit Sind,
sidder Du nu som ærværdig Matrone,
bær’ om din Snelok en firdobbelt Krone,
Ungdom i Sjælen og Roser paa Kind.
Dage Du prøvede, trange og mørke,
aandelig Dyrtid og Tankernes Tørke,
vogted dog trofast den hellige Brand;
selv mens skolastiske Spaaner Du sanked,
under din romerske Tunika banked
kjærligt dit Hjerte for Folk og for Land.
Landet er lille — Du større det bygte;
vidt over Verden Du bredte dets Rygte,
rejste et Værn mod Erobrerens Lyst.
Tyge har sat paa din Pande sin Stjerne,
Lynstraalen følger Dig ydmyg som Terne,
Smykker af Sprogguld dække dit Bryst.
Folket laa hen i Aarhundreders Dvale,
op Du det kaldte ved Sang og ved Tale,
Daad sprang der ud af dit manende Ord.
Frem for det stilled Du Fædrenes Minder,
Hjerterne rørtes i Mænd og i Kvinder,
Friheden gro’de i Vækkelsens Spor.
Herlige Moder! Dig Sønnerne hylde.
Gamle og Unge din Ømhed vi skylde
Dannelsens Glæde og Kundskabens Magt.
Vær, medens Danmark paa Bølgerne svømmer,
Kilden, af hvilken dets Sundhed udstrømmer,
Sandhedens aarvaagne, frejdige Vagt!