Carl Ploug (1813–94)

Hun var ikkun en gammel enlig Kvinde,

til hvem den store Verden ej har kjendt,

ibag en Kjøbstads trange Mur stængt inde,

med Sindet mod en enkelt Gjerning vendt;

men i det Skjønnes Rige var hun hjemme,

det aabned’ sig for hendes aabne Sands,

der nynned’ med i Koret hendes Stemme

og hendes Syn drak Idealets Glands.

Og derfor hun en Sjælens Ungdom arved,

som spotted Aldrens Vægt og Tidens Flugt;

det varme Blod de blege Kinder farved,

naar Livet gav et Indtryk stort og smukt.

Hun gynged med paa dets oprørte Bølger,

i sine stille Tankers lille Baad,

med Haab paa det, den dunkle Fremtid dølger,

med grundfast Tro paa Guds alvise Raad.

Og Kjærlighedens blanke Guld hun ejed,

ej smuldret bort, unyttet og forsmaa’t,

selvvalgte Pligter Livets Lyst opvejed,

i Offret Fyldestgjørelsen blev naa’t.

Hun enlig var, men hun var ikke ene;

en anden Kvinde tog en Husbonds Sted,

og om den lange Dødskamps mørke Scene

har Søsterkjærlighed bredt himmelsk Fred.