Vil Du elske mig, naar Dagen lider,
Og dens Sol er bleven kold og mat;
Naar den dunkle Skygge fremad skrider,
Og bebuder, der er kort til Nat;
Naar min Fod er træt, og mine Hænder
Synke magtesløse i Dit Skød;
Naar mit Øie sig mod Himlen vender,
Bedende om Enden paa min Nød?
Vil Du elske mig, naar hvad jeg loved
Viser sig at være ufuldbragt;
Naar det sees, at Hjerte meer end Hoved
Har jeg havt, og mere Mod end Magt;
Naar jeg vrages som en rusten Klinge,
Nu for sløv, men engang altfor hvas,
Og den store Hob kun agter ringe,
At jeg dog engang har fyldt min Plads?
Vil Du elske mig, naar disse Sange,
I hvis Bølgegang mit Hjerte slog,
Og som derfor rørte Hjerter mange.
Og som først Din Attraa til mig drog;
— Naar de over andre Toner glemmes,
Og en yngre Slægt for dem er døv;
Naar de i den trykte Bog kun gjemmes,
Som paa Hylden staaer, bedækt med Støv?
Vil Du elske mig, naar jeg har fundet
Hvilen, som mig dette Liv ei gav;
Naar det Maal, min Stræben her har vundet,
Er en Tue Jord, en ukjendt Grav?
Vil Du vore Børn da trofast lære,
Hvem jeg var, hvorfor jeg trofast stred?
Vil Du mig i kjærligt Minde bære,
Til Du ved min Side lægges ned?