En Knop paa mit Rosentræ der sad
I December-Sluden og Mulmet,
Dens smalle Flige alt skilte sig ad
Og røbed, hvor Blomsten svulmed.
Da spilte mit gamle lette Sind
Mig en af de gamle Streger:
I Tanken saae jeg dens røde Kind
Og suged Duft af dens Bæger.
Og hvad der var Phantasiens Spil,
Det tog jeg for virkelig Prosa
Og skrev en Juledevise til
Den end ikke fødte Rose.
Og for at gjøre det rigtig stift
Jeg kunde mit Forsæt ei dølge:
Jeg gav Dem Devisen med Efterskrift,
At Rosen snart skulde følge.
Til Knoppen saae jeg med sorgløs Hu,
Og aabnet at finde den tænkte;
Da brast mine Illusioner itu,
Thi mat med Ho’det den hængte.
Og næste Morgen den visnet faldt,
Og øde var Vinduets Have.
Det var en forsvunden Luftgestalt,
Jeg gav Dem i Julegave.
O, vær ikke vred, fordi min Mund
Sig aabnede uforsigtigt!
At tie og tale i rette Stund,
Det lærer jeg aldrig rigtigt.
O, vær ikke vred, fordi jeg maa
Staae uordholden til Skamme!
Den Mening, som i mit Løfte laa,
Den bliver jo dog den samme.
O, tag det ei for et Varsel slemt,
At Rosen ei kom til Live.
Ene for mig er Læren bestemt,
Som Skjæbnen har villet give.
Den vilde straffe min Skjødesynd,
At hige afsted uden Tømme,
Og varsle mig om, at Lykken er tynd
For den, der lever i Drømme.
Thi altid, hvor der er sat en Knop,
Det fulde Blomster jeg skuer;
Hvor Ranken pipper af Jorden op,
Der øiner jeg modne Druer.
Og neppe haver jeg skudt min Stavn
I Bølgen ud under Strande,
Saa glæder jeg mig til den trygge Havn
Hinsides de vrede Vande.
Og neppe mit Hjertes Stræng er rørt,
Saa digter jeg Digtet færdigt,
Og det er spilt eller læst og hørt,
Og fundet Beundring værdigt.
Jeg tager altid min Løn paa Kridt
Forud for Arbeidets Møie,
Og derfor jeg kan i Verden saa lidt,
Derfor min Roes er saa føie.
O, vær ei vred, for jeg bildte mig ind,
At een Gang maatte det sæde,
Og vilde dele med Deres Sind
Min drømte, skuffede Glæde.
Men ak, mit Væsen er vist saa haardt,
At hos mig Roser ei trives;
Derfor jeg kan ei give dem bort,
Og mig de neppe tør gives.
Maaskee min Sang og mit Strangespil
Kan gjøre mig grønne Hoser,
Men sikkert forslaaer det lidet til
At vinde mig Livets Roser.
Thi Sangen ei mindste Lighed har
Med Blomsternes deilige Dronning
I Farvekjortelen reen og klar,
Med Læbens duftende Honning.
Den er en Plante af simplere Stof,
Der voxer i Skov som i Stuen,
Og kun har Entrée til Vingudens Hof,
Som fattig Slægtning af Druen.
Den er en Vedbende, knortet og seig,
Med mørke, kantede Blade,
Som løber sin egen krogede Vei,
Hvor man den i Fred vil lade.
Den fordrer kun lidt af Rum, og sky
Den bort fra Lyset sig vender,
Men breder sig videst i venligt Ly
Og under kjærlige Hænder.
Ei sandt, De kaster jo ei Foragt
Paa simple Vedbendeblade,
Hverken for Somrens mylrende Pragt
Eller Zwiblernes Vagtparade?
De lader dem jo deres dunkle Slør
Om Sommerasylet trække,
De lader dem snoe sig om Deres Dør
Mellem Dagligstuens Vægge.
Og derfor De vil ei heller forsmaae
Det Blad, som her jeg fyldte,
Thi det er Blomsten — saa tænke De maa —
Som jeg Dem fra Julen skyldte.