Og nu Farvel, vor Broder! Tak for mangt
Et Perlebaand af Timer svundne!
Det er en Trøst, vi skilles ei saa langt,
At vi jo altid bli’er forbundne;
Thi Skjønheds Lov og Kunstens høie Magt
Er ingen Maal og Grændser underlagt,
Den skal forvist
Du tjene hist,
Som vi vil tjene den herhjemme.
Du er ei den, der glemmer Sæd og Art,
Og skifter som en Kjole Væsen;
Du stryger ei Dit gode Seil, saasnart
En fremmed Vind Dig staaer i Næsen,
Men bli’er den samme djerve, jyske Svend,
Den samme Barnesjæl, den samme Ven,
Og fører med
Fra Sted til Sted
Det gamle Nordens Modermærke.
Og at Dit Navn skal ei her forgaae,
Det har Du sørget for trods Nogen;
Den Bautasten, som Du skrev det paa,
Skal aldrig staae i Skammekrogen;
Men snart naar Seirsgudinden med sit Spand
Mod Himlen stige skal fra Tagets Rand,
Er hendes Krands
Ei ene hans,
Men ogsaa Krandsen paa Din Hæder.